// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jes Fabricius Møller: Grundtvigs død
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jes Fabricius Møller: Grundtvigs død

Skrevet af den 14. marts 2019 – 06:25Ingen kommentarer

Der er mange præster i danmarkshistorien, men ikke mange som alle kender navnet på. Og der er kun én Grundtvig, selvom hans navn står på gadeskiltene 35 steder i landet. Han har lagt navn til en –isme, hans betydning er steget til mytologiske højder, og hans salmer er knap 150 år efter hans død stadig elskede i folkekirken.

Men hvem var han egentlig og hvad er hans arv?

Grundtvig var en kæmpe, allerede i sin samtid, og hans ry er kun vokset. Desværre er der ikke belæg for alle historierne, og på nogle områder er forestillingen om Grundtvig og hans betydning decideret forkerte eller overdrevne. Hans demokratisyn var ikke så moderne, som man ellers kunne tro, når han er udpeget til regeringens demokrati-kanon. Højskolebevægelsen havde nok også eksisteret uden ham, ligesom han næppe kan udlægges som velfærdssamfundets fader, sådan som mange ellers har gjort med udvalgte citater fra hans mange salmer eller udgivne værker.

Sandheden er mere kompleks og mere nuanceret, og Jes Fabricius Møller tager os ganske fint igennem fakta og fortolkning, når det kommer til Grundtvigs holdninger og betydning i denne 19. bind af serien 100 danmarkshistorier.

Grundtvig var noget af en meningsmaskine. I ungdommen var han en ugleset præst underlagt forhåndscensur, men endte som folkekær forkynder. Han kom ganske langt omkring i sit 89 år lange liv. Han nåede også at indtage ganske mange forskellige standpunkter igennem livet, hvilket ikke skal tolkes som en kritik, tværtimod. Grundtvig blev født før den franske revolution, var ung under napoleonskrigene, en allerede en gammel mand da enevælden blev afløst af (indskrænket) folkestyre – og det er bare de politiske forandringer, han var vidne til. Også synet på historie, kristendom og meget andet ændrede sig i hans levetid, og han var med til at påvirke de mange ændringer, især når det kommer til folkekirken og skolevæsenet.

I Grundtvigs død kommer vi godt omkring især de kirkelige dele af Grundtvigs virke, og ikke mindst de mange viderefortolkninger af ham, som eftertiden har budt på. Når først en person bliver ophøjet til stjernestatus, forsøger mange efterfølgende at tage ham til indtægt for deres egen udlægning af historien, som Jes Fabricius Møller så fint dokumenterer.

Det er vældig interessant fortalt, selvom sætningerne nogen gange bliver lidt knudrede, for Grundtvig er en af de personligheder i historien, som vi alle sammen har hørt om, men de færreste har sat sig ind i. Grundtvigs død er mere en introduktion til, og diskussion af, den åndelige arv efter Grundtvig end en introduktion til manden selv, men det gør ikke spor; der er brug for et opgør med mytologiseringen af Grundtvig.

Grundtvigs død er nittende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Vi har anmeldt alle bøgerne i serien – skriv danmarkshistorier i søgefeltet i øverste højre hjørne, så finder du dem.

Jes Fabricius Møller: Grundtvigs død. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkommer 14. marts 2019