// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tove Alsterdal: Blindtunnel
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Historisk roman, Roman

Tove Alsterdal: Blindtunnel

Skrevet af den 22. april 2019 – 06:32Ingen kommentarer

Tove Alsterdal er kendt for sine spændingsromaner, der tager udgangspunkt i forskellige kapitler af verdenshistorien og de menneskelige skæbner heraf. Denne gang tager hun fat i et relativt underbeskrevet kapitel af Anden Verdenskrig, nemlig den etniske udrensning der fandt sted i det tidligere tjekkoslovakiske Sudeterland, hvor en stor del af befolkningen var tyskere.

Det svenske ægtepar Sonja og Daniel har købt en vingård i området Böhmen og tager der til med store drømme at etablere et eksklusivt rekreativt sted for tilrejsende i denne ukendte perle i Østeuropa. Daniel har forinden mistet sit job, børnene er flyttet hjemmefra og bor nu i udlandet, og ægteskabet skranter.

Den romantiske forestilling om at starte forfra på dette sted har trange kår, og den hjælpes bestemt ikke på vej, da de i renoveringsarbejdet finder et mumificeret lig af en dreng i nogle hemmelige tunneler under ejendommen. Umiddelbart efter findes en kvinde dræbt i deres have, og politiet mistænker Daniel. Sonja var ikke hjemme på tidspunktet, og hun ved ikke, hvad hun skal tro, eller hvem hun kan stole på.

Der er dømt storpolitik og familiestridigheder, og Tove Alsterdal folder på oplysende vis denne del af Europas historie ud via sine karakterer. Sceneriet og den historiske fremlægning fremstår troværdig, men historiens hovedpersoner Sonja og Daniel er ikke helt overbevisende.

Det er som om, at bogen vil for meget på én gang og ikke helt kommer i mål med det. Nogle kapitler bliver lange og lidt for detaljerede, for så efterfølgende at efterlades uden yderligere opfølgning, for så skulle historiens fremdrift også sikres.

Jeg synes, at Tove Alsterdals øvrige romaner er mere overbevisende, men jeg er generelt begejstret for hendes evne til at flette vedkommende verdenshistorie ind i sine romaner. Du kan læse anmeldelserne af dem alle her på bloggen.

Kvinderne på stranden fra 2011, der handler om illegal immigranttransport fra Afrika til Sydeuropa.

Begravet i stilheden fra 2012, der handler om en familieejendom i Tornedalen nær den finske grænse og om Sovjettiden og dens efterdønninger i nutiden.

Lad mig tage din hånd fra 2015, der handler om en brutal del af Sydamerikas historie, hvor mange tusind mennesker forsvandt sporløst i slut 1970’erne.

Vend dig ikke om fra 2017, der handler om romaers levevilkår i Europa.

Tove Alsterdal, Blindtunnel, Modtryk, marts 2019, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 284 sider.