// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Herman Melville: Moby Dick
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » klassiker, Roman

Herman Melville: Moby Dick

Skrevet af den 26. februar 2019 – 16:00Ingen kommentarer

Hvalen over alle hvaler – Moby Dick – det hvide uhyre der lurer under havets overflade. En formløs fortælling fra 1851 om en allegorisk “vand”skabning forfattet af den amerikanske forfatter Herman Melville. Der findes et utal af versioner og gengivelser af dette værk, og det forstår man godt, for det er på alle måder en fascinerende bog. Jeg har fået fingre i Forlaget Bindslevs version, som er oversat af Flemming Chr. Nielsen og med kloge forord af Carsten Jensen. Som alle gode klassikere så kan denne bog noget, der strækker sig ud over sin egen tid. Enormt heldigt, for faktisk blev Melvilles kæmpe af et værk et stort flop i hans samtid.

Carsten Jensen starter da også med at pointere, at Moby Dick er en af litteraturhistoriens store fiaskoer. Jeg forstår så udemærket, hvor han vil hen. Moby Dick (både hval og bog) er deforme mastodonter. Alligevel er der jo en grund til, at Melvilles monstrøse værk er gået hen og blevet en kultklassiker. Værket er ikke kun en storslået fortælling om en besat kaptajn og hans besætning i jagten på at komme en særlig ondskab til livs. Bogen er en broget masse af genrer. Nogle kapitler er nærmest anekdoter, andre beskrivelser – der er mere fagligt-lignende beskrivelser og optegnelser over hval- og hvalfangerlitteratur, samt karakter- og naturbeskrivelser. Man er ikke i tvivl om, at både viden og litteratur om hvaler ligger langt fra det, vi ved i dag.

Noget af det som overraskede mig meget positivt er forfatterens forkærlighed for rejsebeskrivelser. Melville startede sin beskedne forfatterkarriere med rejselitteratur. Og selvom det er jagtbeskrivelserne med suget fra det voldsomme hav og spændingen i kampen med det enorme dyr, der i høj grad har givet værket sin statut, så mærker jeg en særlig glæde ved Melvilles beskrivelser af mødet med nyt land og et nyt folk.

Melville fortæller med både interesse, humor og ømhed om forskellige lande, områder og deres befolkning. I visse kapitler karikerer Melville personerne ikke som individer, men som symptom på nationalitet, område, branche, køn osv. Det gør han til tider med en næsten etnologisk undren. Særligt underholdende er derfor beskrivelserne af mødet og relationerne mellem de forskellige personer i værket.

Hvad end man mest fascineres af kampen mod ondskaben, relationer og personer eller undren over det nye, så er Melvilles værk betagende. Nok mangler bogen lidt finesse i sin strukturelle og formelle karakter, men værket giver dobbelt igen i det kunstneriske helhedsudtryk med sin autencitet, vildskab og spænding. Så sæt dig godt til rette og hold godt fast, for det er et uhåndterligt værk, og bølgerne går højt, når Melville tager dig med til søs.

Herman Melville, Moby Dick, Forlaget Bindslev, Denne version 2014, Oprindeligt udkommet 1851, 544 sider.