// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sylvia Plath: Glasklokken
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer, Roman

Sylvia Plath: Glasklokken

Skrevet af den 27. februar 2019 – 16:00Ingen kommentarer

I de seneste år er den autobiografiske genre stormet frem på det litterære marked. Fortællingerne er kendetegnede ved at berøre nogle af tidens største tabuer – psykisk sygdom, tab af kontrol, overgreb, alkoholisme og svigt. Italesættelser, som er meget vigtige og dybt prisværdige.

Men fænomenet er på ingen måde nyt. Allerede i 1963 skrev den unge amerikanske forfatter Sylvia Plath den dystre, skoledannende og rystende roman Glasklokken, som er en selvbiografisk fortælling om den unge Esthers psykiske sammenbrud. Det er en øjenåbner af en roman, der sitrer af smerte. En smerte, der næsten sætter sig fysisk hos læseren, fordi man ved, at Sylvia Plath begik selvmord en måned efter, at bogen udkom i 1963. 

Romanen handler om den 19-årige digteraspirant Esther Greenwood, der sammen med 11 andre unge piger har vundet et praktikophold på et modemagasin i New York. Det skulle have været en drøm, men udvikler sig til et psykisk mareridt. Esther er køn, dygtig og lovende, men hun er ved at bukke under for presset fra sig selv.

Som i en nutidig udgave af top-model, er pigerne inkvarteret sammen på et hotel, og de bliver præsenteret for en på oversiden funklende og glamourøs verden, der består af fashionable modeshows og fester. Et liv, der skøjter på overfladen, og hvor lykke og succes defineres af, hvordan man ser ud. Tomheden og overfladen ryster Esther, som havde håbet, at praktikpladsen ville ruste hende til fremtidens karriere. Men i stedet bliver opholdet bliver starten på hendes psykiske nedtur: 

“Jeg følte mig meget statisk og tom, på samme måde som orkanens øje må føle sig, når den sløvt hvirvler rundt midt i omgivelsernes hurlumhej”, skriver hun allerede i starten af romanen. Hun kan ikke få bugt med den rungende tomhed, og mister gradvist grebet om sig selv. Hendes største drøm er at blive forfatter, så da hun ikke kommer ind på skrivekursus, slår det hende yderligere ud af kurs.

Esther strander hos sin mor i Boston, hvor hun ikke kan sove og ikke kan skrive. Efter et selvmordsforsøg bliver hun indlagt på et psykiatrisk hospital. Her udsættes hun blandt andet for skrækkelige elektrochok som blot forværrer hendes tilstand. Bogen giver en af de mest berygtede beskrivelser af et psykisk sammenbrud i litteraturhistorien. Det er meget, meget stærk læsning.

Glasklokken er en kunstnerroman om den unge forfatters dannelse. Et blændende kritisk portræt af 1950’ernes USA, hvor man forventede at kvinder enten blev sekretærer eller blev gift. Skridt for skridt trækker Sylvia Plath sublimt læseren ind under Esthers glasklokke, med en intensitet og styrke, som har gjort romanen til en klassiker.

Det er en vigtig og banebrydende roman, som sætter fokus på psykiske lidelser og behandlingen af disse. Sproget er eminent, og den galgenhumoristiske selvironi og fandenivoldske “the-catcher-in-the-Rye” attitude, som Plath opbyder, har givet romanen kultstatus.

Jeg har læst bogen i Olga Ravns og Mette Roestrups fremragende oversættelse. Sproget er virtuost og respektfyldt ført up to date, og den er meget nem at læse trods det tunge emne. 

Sylvia Plath (1932-1963) var en amerikansk forfatter og digter. Glasklokken udkom under pseudonymet Victoria Lucas i 1963, en måned for Plaths død. Hun begik selvmord som 30-årig. I 1960 debuterede hun med digtsamlingen The Colossus, og hun efterlod sig digtsamlingen Ariel, som udkom posthumt i 1965. Senere udkom Plaths dagbøger, som i dag også står som et vigtigt dokument i hendes forfatterskab.

Sylvia Plath, Glasklokken, Gyldendal 2016, oprindeligt udgivet i 1963, 280 sider, oversat fra engelsk til dansk af Mette Moestrup og Olga Ravn efter “The Bell Jar.”