// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pablo Neruda: Kaptajnens vers – Kærlighedsdigte
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte

Pablo Neruda: Kaptajnens vers – Kærlighedsdigte

Skrevet af den 6. marts 2019 – 06:57Ingen kommentarer

Den chilenske forfatter og diplomat Pablo Neruda (1904-1973) er en af Sydamerikas mest kendte og elskede forfattere. Han blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1971. Og du kender ham måske fra den fine prisbelønnede film Postbudet (Il Postino), hvor det faktisk er Neruda, der lærer postbudet Mario at elske sproget, og at skrive.

Kaptajnens Vers er en fuldstændig overdådig skatkiste af de mest sanselige, inderlige og lidenskabelige digte, som er skrevet til kvinden i Nerudas liv: hans elskede Mathilde, som han levede hemmeligt sammen med på øen Capri, da han skrev digtene. De to blev senere gift.

Da digtsamlingen udkom for første gang i 1950, blev den udgivet anonymt – og i beskedne 50 eksemplarer – fordi Neruda stadig var gift med sin første hustru, som ikke skulle lide under Nerudas kærlighed til Mathilde.

Nerudas altomfavnende kærlighed til Mathilde beskrives sublimt og sofistikeret i disse kærlighedsdigte, der vil fryde alle, der holder af et fremragende, fabulerende sprog med masser af vidunderlige metaforer.

Selvom digtene er skrevet til Mathilde, bliver de alligevel almene og universelle, fordi de så poetisk beskriver det største af alt: kærligheden. Har man været bare det mindste forelsket, vil man lade sig rive med og henføre – ja, måske endda lade sig forføre af denne vidunderlige, udtryksfulde pen.

Den sproglige diversitet fastholder og fryder læseren – på den ene side er der de vidunderlige sprogligt sofistikerede raffinementer. På den anden side er digtene lettilgængelige og letlæselige, hamrende forførende og emmende erotiske. De velvalgte naturmetaforer tilfører en sublim sanselighed til digtene, som for eksempel i digtet “insektet”:

“Jeg er mindre end et insekt. / Jeg går på disse høje,/ af farve er de som havre,/ de har fine spor,/ som kun jeg kender,/ brændte centimeter,/ blege perspektiver.”

Digtene bliver universelle og almene, fordi de så fint beskriver den inderlige kærlighed, og mandens hyldest til kvinden og hendes væsen med en inciterende taktilitet, som aldrig bliver banal:

“…og at røre ved druernes skind
var som at røre ved dig.”

I digtet “Din Latter” sættes den elskedes latter højere end alt andet. Mathilde (kvinden) er væsentligere end døden. Det er et godt eksempel på, hvor inderligt Neruda elsker Mathilde – at det er hele hendes væsen, han tilbeder og elsker. I digtet “Vinden på øen” skildrer Neruda vinden som det naturfænomen, der fører ham til Mathilde. Hun er den, der hjælper med at beskytte ham imod den storm, der raser udenfor. Hun beskytter ham imod en grum verden. Samtidig en reference til Nerudas liv eksil. Mathildes kærlighed til ham eliminerer al ondskab.

“Du skal lade vinden passere,
så den ikke kan bære mig bort.

Det er ganske enkelt en inderlig, smertelig og lidenskabelig digtsamling i verdensklasse. Læs den og bliv forelsket. Læs digtene højt og bliv endnu mere forelsket. De er så smukke, at de fortjener at blive læst. Og som fortjener at blive læst op for den man elsker.

Neruda kom for alvor på alles læber, da han var hovedpersonen i den romantiske og prisbelønnede film Postbudet. Her er det folkehelten, den politisk engagerede Neruda, vi møder. Men fremfor alt er det digteren, som kan nedlægge alverdens kvinder med sine forførende ord, som huskes.

Pablo Neruda kæmpede for socialismen i sit hjemland, og var elsket af arbejderklassen, minearbejderne og de fattige i hele den latinamerikanske verden, og overalt hvor hans værker blev oversat.

“Kaptajnens Vers” blev genudgivet i 2019 af forlaget Lindhardt og Ringhof. Bogen er dobbeltsproget med den originale spanske tekst sidestillet med den danske oversættelse.

Pablo Neruda: Kaptajnens Vers, Lindhardt og Ringhof 2019, 208 sider. Oversat fra spansk til dansk af Gunnar Engberg Hansen.