// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » E L James: The Mister
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

E L James: The Mister

Skrevet af den 11. juli 2019 – 06:43Ingen kommentarer

E L James’ bøger har det om noget med at dele vandene. Jeg kan huske, dengang Fifty Shades-bøgerne banede vejen for de såkaldte husmorporno-bøger, og jeg må da sige, at det var forfriskende at se, hvordan ellers ikke-læsende kvinder kastede sig over bøgerne. Nu er E L James på banen igen. Denne gang uden den mystiske Mr. Grey, og sammenlignet med Fifty Shades-bøgerne er det nærmere en uskyldig askepothistorie fra det 21. århundrede.

Den unge rige Maxim Trevelyn lever et uforpligtende playboyliv i London. Han har aldrig haft behov for at arbejde og bruger næsten al sin tid med at gå på druk, score smukke kvinder og have en masse uforpligtende sex. Da hans bror dør i en ulykke og efterlader Maxim som arving til familiens titel, bliver Maxim nødt til at tage sig gevaldigt sammen.
Men det er ikke så let, som det lyder til.

Maxim forsøger at drukne sin sorg over tabet af broren i alkohol og flere kvinder, men hvad der virker som noget af en deroute, vender med ét, da han en morgen får øjnene op for en ung kvinde, der gør rent i hans hjem. Alessia Demachi er på ingen måde den karakteristiske langbenede selvsikre type, han plejer at falde for. Hun er nærmere en sky kvinde, der gør alt for at falde i ét med væggen. Maxim kan ikke stoppe med at tænke på hende, og efterhånden som han blotlægger mere og mere af, hvem hun er, går det op for ham, at ud over hendes skønhed er hun også utroligt musikalsk begavet og noget af et mysterium.

The Mister er en temmelig forudsigelig historie om en ung fattig kvinde, der bliver reddet af en flot rig mand. Er man til den slags bøger, har The Mister det hele. E L James har endda formået at få en del spænding viklet ind i fortællingen med trafficking, voldelige mænd, Balkans smukke omgivelser og en masse klassisk musik. Jeg synes faktisk, at historien holder, hvis man ser bort fra de efter min mening en tand for sukkersøde fraser, der kommer ud af munden på Maxim. Læs den, hvis du godt kan lide bøger om kvinder, der skal reddes, og en god portion sexscener.

Se også vores anmeldelser af Fifty Shades-bøgerne Fanget, I mørket og Fri

E L James: The Mister, Pretty ink/Rosinante & Co, 476 sider, juni 2019