// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kevin Kwan: Millionæren fra Singapore
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Chick lit, Roman

Kevin Kwan: Millionæren fra Singapore

Skrevet af den 15. marts 2019 – 07:00Én kommentar

Sindssygt rige asiatere, gamle traditioner og en ægte kærlighedshistorie. Hvad mere kan man mase ind i en chick lit-bog som denne? Åbenbart en hel del! Forbered dine lattermuskler og din gode hukommelse hvad angår navne, og sæt dig godt til rette i sofaen. For Millionæren fra Singapore kommer til at suge dig ind i et univers, hvor de dyreste biler, privatfly, boliger, smykker og designertøj bliver købt og brugt i flæng. Der er tale om nye penge og gamle penge i en kaliber, der er svær at tænke sig til, og i en så underholdende historie, at jeg ikke kan vente på den næste bog i serien.

Rachel Chu er blevet inviteret til Singapore af sin kæreste gennem to år, Nicholas Young, for at holde ferie og deltage i Nicolas’ bedste ven Collins bryllup. De har boet sammen det sidste år i Nicholas’ lejlighed i New York, hvor de begge er professorer, og Rachel har aldrig mødt Nicholas’ familie. Hun er virkelig spændt på at møde dem og føler, at det er et skridt i den rigtige retning, hvad angår deres fremtid som par. Hvad Nicholas bare har undladt at fortælle sin kæreste, er, at han kommer fra en af Singapores rigeste familier. Faktisk er han så stinkende rig, at han er omtalt som en af Singapores mest eftertragtede ungkarle.

Da parret ankommer til Singapore, går det hurtigt op for Rachel, at alt ikke er, som hun forventede. Brylluppet, de skal deltage i, er årets begivenhed, som var det et kongeligt bryllup, og da Rachel hverken er overfladisk eller pengegrisk, går det hurtigt op for hende, at hun ikke passer ind. Nicolas’ mor, Eleanor, er bestemt ikke tilfreds med hans valg af kæreste, og snart forsøger hun efter bedste evne at spænde ben for det unge par – koste hvad det vil. Den ene intrige efter den anden folder sig ud. Alle har deres at sige og deres helt egen agenda for, hvorfor Rachel og Nicholas ikke skal være et par. Vi kommer med til polterabender, familiesammenkomster med intriger og bagtalelse, private flyture og alt, hvad du kan forestille dig.

Altså, jeg må bare nævnte, at selvom jeg sikkert ikke er målgruppen for denne type bog grundet min alder, så var den simpelthen så underholdende, at jeg læste de 476 sider på ingen tid. Det er nemlig ikke kun en overfladisk chick lit-bog, men også en historie om tre ekstremt rige familier, og hvordan de gennem tiden gennem ægteskab er blevet forbundet. Det var lidt svært i starten at holde redde på alle de forskellige karakterer, men da bogen omfatter et detaljeret familietræ, var der noget at støtte sig til. Jeg nød at læse om baggrunden for de forskellige familiers rigdom, om mystikken forbundet til dem, de gamle hemmeligheder der ser dagens lys og de nyriges overekstravagante livsstil. Der er underholdning for alle pengene i Millionæren fra Singapore.

Millionæren fra Singapore er den første bog i Crazy Rich Asians-trilogien, hvor de to andre bøger i serien udkommer løbet af foråret 2019. Bogen er filmatiseret og kommer snart i de danske biografer.

Kevin Kwan: Millionæren fra Singapore, Hr. Ferdinand/Politikens Forlag, 476 sider, februar 2019

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.