// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » John Cleland: Fanny Hill
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erotik, klassiker

John Cleland: Fanny Hill

Skrevet af den 12. februar 2019 – 16:00Ingen kommentarer

Bogen her skabte stor forargelse ved sin udgivelse i 1749 og igen og igen op gennem årene. Ja, udgivelsen på dansk var sågar forbi Højesteret for at blive blåstemplet. Og hvorfor så al den postyr?

Jo, for her har vi at gøre med den fiktive glædespige Fanny Hills erindringer og meget direkte beskrivelser af hendes seksuelle udskejelser og oplevelser. Beskrivelserne af seksualakterne er meget præcise og detaljerede, men ord som pik og kusse er erstattet af henholdsvis maskine og fæstningsværk. Alligevel har det været særdeles streng kost for mange i gennem mere end 250 år.

Netop beskrivelserne med brug af andre ord end det det egentlig handler om, giver et komisk skær over fortællingen. Men man forstår hvad han mener og det virker næsten stærkere ikke at udpensle tingene med de rigtige betegnelser, men at pakke det ind i associationer.

Fanny Hills oplevelser er godt fortalt i en morsom form, som gør bogen til en fornøjelse at læse. Nogen kan sikkert stadig den dag i dag forarges over bogen, ligesom andre sandsynligvis kan finde den lettere seksuelt ophidsende. Men hvis man skal være ærlig, så bliver det også lidt trivielt igen og igen at høre om mandens ”maskine”.

Når det er sagt, så er det alt i alt en sjov og sød lille historisk perle, som man bør læse alene for underholdningens skyld og fordi det er en klassiker.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

John Cleland: Fanny Hill – en glædespiges erindringer. Udgivet første gang 1749. Denne udgave på dansk i 2012 på Forlaget Rosenkilde og Bahnhof. 262 sider.