// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Brussig: I den korte ende af Sonnenallee
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Ungdomsroman

Thomas Brussig: I den korte ende af Sonnenallee

Skrevet af den 21. juni 2007 – 08:395 kommentarer

“Da Churchill sugede på sin stump, opdagede han til sin misfornøjelse, at den igen var gået kold. Stalin var så hensynsfuld at give ham ild, og mens Churchill nød det første drag og bøjede sig over Berlinkortet, overvejede han, hvordan man på passende måde kunne gengælde Stalins gestus. Da Churchill pustede røgen ud igen, gav han Stalin en tres meter lang stump af Sonnenallee og skiftede emne”.

Sådan gik det til at teenageren Micha endte på den kommunistiske side af Berlinmuren og det er bare ikke lykken at være underlagt SEDs censur når man hellere vil høre Rolling Stones, feste og prøve at vinde klassekammeraten Miriam tilbage fra hendes vesttyske kæreste.

Tidsmæssigt befinder vi os lige omkring 1980 og der er ikke tegn på opløsning i DDR og når Micha og hans venner ikke prøver at få fat i rockmusik på den sorte børs eller få familiemedlemmer til at smule det over grænsen, udfordrer de systemet på deres egen – uskyldige – måde. Men konsekvenserne for drengestreger er vidtrækkende i det humorforladte Østtyskland.

Det er en fantastisk, velskrevet, humoristisk historie, der præcis som filmen “Good Bye Lenin” hudfletter det absurde overvågningssamfund, viser dobbeltmoralen hos regeringens lakajer. Der er ingen “Ostalgie” men der er samtidig små stik til det Vesttyskland der dengang som nu behandler østtyskerne som mindreværdige og lidt tilbagestående.

Men Sonnenalle er ikke kun en politisk roman, det er samtidig en fin lille ungdomsroman af den slags der lige så godt kunne være fortalt i Aachen, Aalborg eller Aarau. Det er måske ikke noget litterært mesterværk i klassisk forstand, men det er rigtig godt.

Det er absolut en af mine personlige favoritter og den kan klart anbefales.

Sonnenallee

Thomas Brussig: I den korte ende af Sonnenallee, 141 sider, Borgen (2000) oversat fra tysk: Am kürzeren Ende der Sonnenallee (1999).

  • Andreas

    Jeg bestemte mig på et tidspunkt for at mit tysk kunne trænge til at blive frisket op, og jeg kastede min kærlighed over netop den anmeldte bog.

    Det gik ikke så godt. Ikke fordi jeg havde problemer med at forstå det tyske (host, host), men fordi jeg er en doven hund med for meget om ørerne. (Jeg nåede dog at hæfte mig ved det citerede som står på en af bogens allerførste sider.)

    Nu er det imidlertid sommer og ferie, så bogbloggerens anbefaling får vist min røv på biblioteket for at hente bogen igen.

    Tak 🙂

  • Katrine

    Jeg har reserveret den på det lokale bibliotek, dog ikke på tysk 🙂

  • Har nu travet mig igennem Thomas Brussigs forsøg på at skildre livet i øst Berlin. Jeg synes modsat Garby ikke romanen er velskrevet. Jeg synes det myldrer med personligheder, som man ikke kommer tæt på og den overfladiske personskildring er et irritationsmoment gennem hele bogen. Herudover synes jeg at begivenhederne er urealistiske. Muligvis foregik det sådan som historien fortæller, men den humoristiske undertone gør at man ikke tror på historien. Jeg var glad for at der kun var 125 sider 🙁 Tilbage til biblioteket med den!

  • Nu har jeg også læst bogen, og jeg synes den er morsom og velskrevet. Ja, forfatteren er en del af ironi-generationen, som åbenbart var et internationalt fænomen, men det er humoren, der gør det til at holde ud at læse om.

    Scenen om 9-årige Micha, der udnævner USA og Vesttyskland til de lande, hvor børn har det hårdest fordi han vil undgå at skulle deltage i endnu en indsamling til Vietnams børn er da kostelig! Ligeså regimets kvaler med den sidste grønthandler før grænsen til Vestberlin. Vesttyskere på besøg bemærkede grønthandlerens pauvre udvalg. Derfor blev den “opnormeret” og fik det fine, udvidede udvalg som ingen andre havde, så vesttyskerne ikke skulle lægge mærke til, hvor slemt det var – med det resultat at østtyskere fra hele byen dannede kø foran, så køen var det sidste vesttyskerne så inden de forlod det socialistiske paradis…. Det er altså ikke nemt at være kommunist!

  • Bogen er i øvrigt filmatiseret for et par år siden efter min mening med et vist held. Jeg grinede højest, da de legede lidt med de revolutionære slogans, sådan at “partiet” pludselig ikke længere var revolutionensn “fortrop” men “forhud”. Ak ja. Og så er slutscenen i filmen god, hvor selv grænsebetjenten i Sonnenallé danser rundt på må og få sammen med de Rolling Stones-bebejstrede unge til tonerne af The Whos klassiske rockhit “Baba O´Riley”. Totalt utroværdigt, men på en eller anden måde naivt og sødt, som ville man sige: Nå ja, så var det altså heller ikke værre at vokse op i DDR.