// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Andersen & Jette Glargaard: Jeg har også levet! – en brevveksling
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Erindringer

Jens Andersen & Jette Glargaard: Jeg har også levet! – en brevveksling

Skrevet af den 13. marts 2019 – 06:40Ingen kommentarer

Bogen Jeg har også levet! – en brevveksling er en intens og passioneret brevveksling mellem den berømte svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren og den tyske kulturpersonlighed Louise Hartung. Brevene giver et unikt og meget spændende indblik i de to kvinders tanker og følelser i efterkrigstidens Europa.

Brevene er en fornøjelse at læse. De to kvinder fører samtaler om blandt andet litteraturens betydning, venskabets kunst og begrænsninger, familieliv, hverdag og politik. Brevene er rutineret redigeret af en af biografiens store mestre, Jens Andersen og Jette Glargaard, der er cand. mag i tysk. I bogens glimrende forord sættes scenen for brevenes baggrund og kontekst, og det forklares, hvordan de to kvinder mødtes i Tyskland, og hvordan et dybt venskab udviklede sig imellem dem. Brevvekslingen varer fra 1954-1965, hvor Louise Hartung dør.

Det bliver til mere end 600 breve, hvor den ellers så private Astrid Lindgren afslører hidtil ukendte sider af sig selv. Hun er en ekstremt hårdtarbejde og melankolsk kvinde, der har stort behov for ensomhed. Samtidig er hun meget politisk aktiv og kvindesagsforkæmper. I et af brevene fortæller hun, at hun har lovet at skrive en historie til kirkebladet, men da hun finder ud af, at stiftet går imod kvindelige præster, bliver hun så forbitret, at hun trækker sit løfte tilbage med denne begrundelse: “så må Stiftet jo dermed mene, at Paulus har ret i, at kvinder skal tie i forsamlinger, så det vil jeg hermed også gøre.”

Det er de to kvinders passion for bøger og formidlingen ad disse, der bringer dem sammen. Louise er ansat i Hauptjugendamt for at formidle god børnelitteratur til børn og unge i efterkrigstidens Tyskland. I den forbindelse arrangerer hun et oplæsningsarrangement, hvor den allerede meget berømte forfatter Astrid Lindgren skal læse op af sine værker. Astrid bor hos Louise under opholdet, og det bliver spiren til et dybt venskab imellem de to kvinder.

Brevvekslingen indeholder en række højdepunkter i diskussionerne mellem de to kulturpersonligeder. Astrid fremsætter overvejelser over sit forfatterskab uden at komme nærmere ind på fortolkningerne af værkerne. Derimod fremsættes der i Louises breve en række fortolkninger, som sætter et spændende perspektiv på Lindgrens litteratur.

I et af brevene anklager Hartung Lindgren for at være racistisk, fordi hun i bogen Rasmus, Pontus og Snusser lader en tysker være skurken. Den anklage bliver Astrid dybt fortørnet over. Hun påpeger, at der er meget forskel på fiktion og virkelighed. Hun udtrykker klart sin holdning til racisme m. m. i sit brev til Louise d. 5.10.57: “Jeg troede, du vidste, at jeg misbilliger al form for diskrimination mellem hvide og sorte, mellem arier og jøder, mellem tyrkere og svenskere, mellem mænd og kvinder”.

Det dybe venskab mellem de to kvinder udvikler sig, og overlever endda Louises lidenskabelige tilnærmelser. Hun overøser Astrid med gaver, blomster og vine. Men Astrid Lindgren understreger flere gange i brevene, at der for hendes vedkommende udelukkende er tale om venskab, og afviser al kropslig kontakt. Det giver anledning til en mindre konflikt mellem dem, men det slår dog ikke store skår i venskabet.

Astrid Lindgren har alle dage været kendt for, klogeligt, at holde kortene om sit privatliv tæt ind til kroppen. Denne privathed skinner også igennem i brevene, som aldrig bliver udleverende eller dybt personlige. Derimod er Louises breve længere, åbenhjertige og virkelig interessante. Astrid kalder hende da også for sin Scheherazade. Louises åbenhed får dog alligevel Lindgren til at åbne noget op, og vi hører for eksempel, at hun har et for 1950’erne meget åbent syn på sex, som hun opfatter som en naturlig del af livet. Især synes hun, at det er en helt naturlig del af at være ung.

Tonen i brevene er meget kærlig, ja næsten intim. Astrid skriver f.eks Louischen duchen og ligeledes “Louischen meinchen, warum bist du so ferne” og Louise holder sig ikke tilbage “Kære, søde, elskede Astrid”.

Brevvekslingen er et fantastisk smukt vidnesbyrd om to enestående kvinders levede liv. Et liv som læseren er meget priviligeret over at få indblik i. Jeg var dybt grebet hele vejen igennem den næsten 600 sider lange bog, hvor jeg følte mig behageligt inviteret ind i to eftertænksomme, lidenskabelige, stærke og kloge kvindesind. Tak for det!

Jens Andersen & Jette Glargaard: Jeg har også levet!-en brevveksling, Gyldendal, 15. januar 2019, 579 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.