// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michelle Obama: Min historie
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi

Michelle Obama: Min historie

Skrevet af den 13. februar 2019 – 07:42Ingen kommentarer

Michelle Obama er kendt som intelligent advokat, aktiv som fortaler for kvinder og piger, mor til to, modeinteresseret og nå ja, gift med en tidligere præsident. Hun har prøvet noget, der er de færreste forundt – en position som førstedame i magtens højborg, Washington. Og det er sket på samme tid som hun har formået at opfostre to døtre og udadtil fremstå som en dedikeret karrierekvinde med ben i næsen. En kvinde med noget på hjerte og med hjertet på rette sted.

Hendes bog “Min historie” har interesseret mange læsere, fordi vi vil gerne lære denne kvinde at kende, der virker snusfornuftig og selvsikker, og fordi vi gerne vil kigge ind ad vinduerne i det store hvide hus i Washington.

I “Min historie” kommer vi med på Michelle Obamas dannelsesrejse fra barnsben på trappen op til lejligheden i South Side, Chicago, hvor hun bor med sine forældre og sin bror, med på universitetet Princeton og hele vejen sammen med Barack Obama fra kontoret til date til mand til familiefar til præsident i Washington. Det hele menneske, Michelle Obama, er med i denne bog, og det er en meget ærlig beretning. Alt bliver således beskrevet for at skabe et helhedsbillede, som eksempelvis kærester, hun har i sine unge år. Men vi behøver sket ikke vide så meget. Bogen er meget lang, og jeg kæmpede nogle gange for at komme i mål med læsningen. Det blev lidt kedeligt nogle gange.

Detaljerigdommen skal ikke have hele skylden for min læsekamp. Amerikansk kan ikke altid oversættes en til en, og grunden dertil er ret tydelig her: Amerikanske vendinger virker ikke på samme med på dansk. Oversættelsen er simpelthen ikke skarp nok – den er alt for tro mod modersmålet, og bogen bliver derfor nogle gange en tung dame at danse med. Det er formentlig sket for at undgå et kompromis med historien og fremdriften, men en tilpasning til dansk skriftsprog havde klædt den.

Jeg er godnatlæser, og det kan jeg sagtens være i mange timer i træk, men med den meget lille skrift må selv jeg give fortabt.

Egentlig ville jeg så gerne kunne anbefale denne bog, fordi jeg selv havde glædet mig til at læse den og lære denne prægtige kvinde mere at kende. Min respekt for Michelle Obama er intakt, men bogen er omfangsmæssigt og sprogligt en alt for stor mundfuld at give sig i kast med i forhold til udbyttet. Beklageligvis.

Michelle Obama, Min historie, Lindhardt og Ringhof, 456 sider, udgivet 13. november, oversat af Anders Juel Michelsen