// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tom Kristensen: Hærværk
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » klassiker, Roman

Tom Kristensen: Hærværk

Skrevet af den 4. februar 2019 – 16:00Én kommentar

Velkommen til dødsdruk, fortvivlede sjælevandringer rundt i København og rasende opgør med småborgerlige normer. Sådan er Hærværk af Tom Kristensen, der rager op som et fyrtårn i det litterære landskab. Den er diskuteret, lagt for had og beundret i en årrække – ikke mindst som fast pensum blandt gymnasieelever og danskstuderende.

Historien om den frustrerede og fallerede digter og litteraturanmelder Ole Jastrau udkom i 1930 og blev sablet ned af datidens konservative anmeldere. Hvad var det dog for en forfærdelig fortælling om en mand, der aktivt forkaster familie og fast arbejde til fordel for druk, damer og selvdestruktion? Ovenikøbet kunne man se Hærværk som en nøgleroman, idet der er mange fællestræk mellem Kristensens eget liv som digter og anmelder på Politiken. I løbet af kun 25 år var han gift med fire forskellige kvinder, og han forlod akkurat som Jastrau sit job og kastede sig med stor iver ud i 20’ernes københavnske natteliv.

Handlingen strækker sig over godt og vel et år og lige fra starten er Jastrau gennemført træt af sit liv. På bladet er han ved at brække sig over den kulturliberale korrekthed og i hjemmet bliver han langsomt kvalt. Han befinder sig på kanten, drikkeriet er startet, men går helt over gevind i mødet med en gammel studiekammerat og en ung oprørsk digter. Hans anarkistiske og totalt uansvarlige livsstil drager Jastrau som en bi til honning. Vejen til udvikling og selverkendelse går tilsyneladende total selvødelæggelse. Hærværket er nedbrydningen af såvel menneske som ydre rammer. Man må lade instinkterne styre, blive til et dyr, før man igen kan genopfinde mennesket i sig selv. Det synes at være denne rejse, vi som læser er med på, og bogen ender da også med en mulig åbning for Jastrau. Han overlever sin deroute og forude lokker Berlin.

Og hvorfor er det så, at Hærværk i dag har klassikerstatus? Det er der for mig at se rigtig mange gode grunde til. Først og fremmest fortæller Kristensen en god og fascinerende historie om et menneskes voldsomme deroute og tilbagevenden fra de næsten døde. Det gør han i en stil som er kogt ind akkurat som en god sauce. Personerne står skarpt, det københavnske miljø er farverigt og levende og endelig behandler bogen en række eksistentielle problemstillinger uden at give enkle og entydige svar. Derfor kan man blive ved med at læse den, forhåbentlig i mange generationer endnu.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Tom Kristensen: Hærværk, Gyldendal, 571 sider, Oprindeligt udkommet 1930