// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Håkan Nesser: Intrigo
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Håkan Nesser: Intrigo

Skrevet af den 28. februar 2019 – 06:14Ingen kommentarer

Jeg kender ingen som Håkan Nesser, der formår at binde sit forfatterskab sammen på kryds og tværs – også når der ikke er tale om serier. Det er dragende og forvirrende på samme tid, og jeg synes, det er spændende og intelligent.

Intrigo er en samling af flere tidligere kortromaner og noveller (Rein, Kære Agnes!, Slangeblomsten fra Samaria og Al information i sagen), men den ligger ud med en helt nyskrevet kortroman, Tom, der helt sikkert er bogens bedste, hvis du spørger mig. Tom er en magtdemonstration fra Nessers side i subtil skrivestil, underspillet udvikling og en tæt stemning. Tom handler om ægteparret Judith og Robert, hvis søn Tom forsvandt for 22 år siden i en alder af 17 år. Tom var Roberts søn fra et tidligere ægteskab og ikke Judiths biologiske søn. En dag ringer telefonen, og det er Tom i den anden ende. Eller én der udgiver sig for at være Tom. Judith forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre, og hun tror heller ikke på, at det virkelig er Tom, men hun fornemmer en tøven hos Robert, da de taler om telefonopkaldet. Og herfra er den umulig at lægge fra sig.

Fælles for alle historierne er, at de foregår i eller omkring den fiktive by Maardam. I Maardam ligger cafeen Intrigo. Intrigo er også navnet på tre film baseret på bogen.

Jeg har virkelig ikke læst noget andet, der kan sammenlignes med Håkan Nesser. Og jeg kan godt lide det. Men det er også mærkeligt og mystisk nogen gange, og jeg har flere gange siddet tilbage med en følelse af, at jeg ikke er sikker på, at jeg forstår sammenhængen.

Jeg har læst omkring 15 af Håkan Nessers romaner og jeg er som regel altid meget begejstret. Denne samling hører dog ikke til mine favoritter.

Vi har anmeldt 10 af Håkan Nessers bøger her på bogblogger. Brug søgefeltet ved at skrive forfatterens navn og du vil blive vist den fulde oversigt.

Håkan Nesser, Intrigo, Modtryk, oversat af Jan Mølgaard, 28. februar 2019, 495 sider.