// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Johan Ottosen: Apokalypsens engle
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

Johan Ottosen: Apokalypsens engle

Skrevet af den 9. marts 2019 – 06:25Ingen kommentarer

Johan Ottosen skriver hæsblæsende og stilsikkert i Apokalypsens engle. Tempoet er bestemt ikke sat ned i denne hans anden bog og anden del i trilogien om Søren Storm, Kurt Østergaard, Bodil Holm, de gamle hemmeligheder og en forestående krig. Det er som en film med mange sceneskift og actionfyldte scener rundt omkring i verden fra København, til Rom og Mellemøsten.

Bogen starter, hvor den første bog Stenens tid giver slip. Til dem, som har læst den første udgivelse af Stenes tid, der kom for et par år tilbage, er der et lille resume i i Apokalypsens engle. For os som læser dem i rap, er det et fint sammenkog og kærkommen reminder om, hvor vi er i historien.

Både Søren Storm og Kurt Østergaard er på sporet af en gammel religiøs sekt, The Church, der stadig har aktive medlemmer. De tror på sjælens udødelighed, og at man bliver ved med at blive genfødt. Men de ved også, hvordan sjælene kan sættes fri og komme hjem. Lige nu er de fanget og kan ikke komme videre, men det har sekten en læsning til.

Samtidigt med denne opdagelse er der højrisiko for, at verden vil blive kastet ud i en krig, og det med atomkraft som våben. Søren Storm bliver sat på sagen i sin egenskab som strålingsekspert, og må endnu en gang forlade sin gravide kæreste Birgitte. De er ellers begge blevet installeret i et hemmeligt område i en bygning som går under navnet Mirrin Bank, hvor Birgittes mor, Bodil Holm, er direktør. Men banken er blot et skalkeskjul for en hemmelig efterretningstjeneste, hvor det viser sig at flere har en tilknytning til, som fx en meget tæt på Søren Storm.

Kilder fra gamle dokumenter fortæller, at der kun er syv dage til ragnarok og dermed verdens undergang, og dem der står bag har ikke i sinde, at lade det gode vinde. Så det bliver et kapløb med tiden.

Det er mange hemmeligheder, der kommer frem bag Mirrin bankens tykke vægge, og dem skal jeg ikke røbe her. Der er også mange ting, der falder på plads, men nyt dukker op og vi efterlader hovedpersonerne midt i kampen for, at det gode skal vinde, og der ikke bliver krig. Så vi må vente til 2020, hvor tredje og sidste del af Johan Ottosens trilogi bliver udgivet.

Johan Ottosen har en god sproglig stil og rytme i sine bøger, der understøtter genren og som i Stenens tid, er kapitlerne korte med masser af handling. Selv om der sker meget, glemmer forfatteren ikke sine spor, og han formår hele tiden at samle, så der er en klar råd tråd i handlingen. Stenens tid er også anmeldt her på bloggen.

Johan Ottosen, Apokalypsens engle, Bukelfalos Publishing, 545 sider, februar 2019.