// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sharon Bolton: Dødsdømt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Sharon Bolton: Dødsdømt

Skrevet af den 20. januar 2019 – 07:33Ingen kommentarer

Politikvinden Jessica har inviteret sin elskede søster Isabel på en tur med luftballon. Det er hendes fødselsdagsgave til søsteren, som ikke kommer meget ud, da hun lever som nonne på et kloster. Så hendes hverdag er fyldt med strenge regler. Men priorinden har givet sit samtykke til turen og nu er den store dag kommet. Isabel valgte at blive nonne for mange r siden, og det har altid undret Jessica. Hun vil meget gerne vide, hvorfor, men har aldrig fået svar. Måske kan turen give hende det svar, hun søger?

De er tretten mennesker, der går ombord, og de vil ikke være i nærheden af at være lige så mange, der kommer af igen i live. For turen går grueligt galt, og mange mister livet.

Det starter ellers godt med en smuk udsigt over Northumberlands skotske bakkelandskab, hvor skipperen med sikker hånd styrer luftballonen og passagerne tager fotos. Men så nærmer de sig Harcourt-ejendommen, hvor en stakkels pige forsøger at flygte fra en mand med et gevær. Pigen får øje på ballonen og skriger og det får manden til at se op. Og så skal jeg lige love for, at historien tager fart, for denne mand har ondt i sinde, meget ondt i sinde. Han ønsker ingen vidner, så han skyder efter luftballonen og har også held til ramme nogen af dem, deriblandt skipperen.

Der er kun en vej for luftballonen og det er ned, og da der ikke er nogen skipper, så styrter den voldsomt. Det er ikke det eneste problem for de Isabel og Jessica har set manden med geværet og han helmer ikke, før han har fået fat i de overlevende og slået dem ihjel. Han har nemlig en stor hemmelighed, som han for alt i verden vil værne om. Den trækker blodige spor gennem Europa, og langt tilbage i fortiden.

Kun en af søstrene overlever, og hun er i kamp med tiden og med sin egen historie. For også her spiller fortiden en væsentlig rolle. Hun forsøger at undslippe morderen, der jager hende, men hun søger ikke hjælp hos politiet, og det har hun en helt særlig grund til.

Politiet forsøger at finde ud af hvad der egentligt er sket i luftballonen, og hvorfor de ikke hører fra eventuelle overlevende.

Dødsdømt er en meget spændende krimi med fuld knald på det godt tænkte plot. Selve krimihistorien baserer sig på et tungt emne, som jeg ikke vil røbe her. Til gengæld kan jeg røbe, at jeg klart anbefaler bogen, hvis du er til en spændende krimi. Jeg er fan af Sharon Bolton og var også begejstret for hendes Daisy i lænker, som er anmeldt her på bloggen.

Sharon Bolton, Dødsdømt, forlaget Jentas, oversat af Per Vadmand, 393 sider, juni 2018