// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jane Austen: Stolthed og fordom
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » klassiker, Roman

Jane Austen: Stolthed og fordom

Skrevet af den 3. februar 2019 – 16:00Én kommentar

Tænk at være forfatter og skrive en bog, som fungerer årtier og århundreder efter sin udgivelse. Om end sproget har undergået en væsentlig forandring, de sociale klasser lige så og verdensordenen generelt, så er en kærlighedshistorie skrevet af Jane Austen stadig værd at læse her 205 år efter sin oprindelige udgivelse.

Rappe replikker, humor, besværlige familiemedlemmer, stolthed og fordomme fylder romanen ”Stolthed og fordom” i en skøn blanding personificeret i de to hovedroller, Elizabeth Bennett og Mr. Darcy – et umage par umiddelbart, og fra hver deres verden med alt, hvad der deraf følger af, tja, stolthed og fordomme.

Elizabeth Bennett er et par og tyve og bor hjemme hos sin familie, hvor hun må bære sin mors kontinuerlige nervesammenbrud, en fars ligegyldighed, en storesøsters skønhed og tre yngre søsters tåbeligheder. Hun selv er en kløgtig ung kvinde, som sammen med sin far latterliggør andre med spidsfindige spørgsmål og kommentarer, som ingen andre rigtig helt forstår. Og det er morsomt. Familien er hverken adelig eller rig, og med datidens mangel på ligestilling kan ingen af pigerne arve deres familie, så ved faderens død vil den utiltalende fætter, Mr. Collins, overtage huset. Det gør moderen rædselsslagen, så hendes erklærede mål i livet er at få giftet sine frem døtre væk hurtigst muligt til den rigest muligt. Uanset om datteren er over 20 eller kun fyldt 15.

Mr. Darcy er en intelligent, rig, ung mand fra det bedre klasselag. Han er værge for sin yngre søster, der forguder ham, og han er vellidt blandt venner, men har svært ved at tale med folk, han ikke kender. Den tilbageholdenhed over for andre bliver af mange anset som værende arrogant og stolt. Han har dog en ven, som ikke er lige så vis og ej heller tilbageholden over for nye bekendtskaber – Mr. Bingley – som køber et gods i nærheden af familien Bennett. Mr. Bingley forelsker sig i Jane, den ældste Bennett-datter. Hun er også ret vild med ham, men skjuler det bedre til stor forundring for hendes venner og til stor misforståelse for mr. Darcy. Og så har vi miseren.

Samspillet mellem Elizabeth Bennett og mr. Darcy er så velskrevet, så interessant, så levende og morsomt, at det er svært at lægge bogen fra sig, selv ved tredje, fjerde, eller måske mere, gennemlæsning. Jane Austen er en mester i at lave cliffhangers, tviste historien, og gøre fremdriften i personernes udvikling så tilpas troværdig, at vi hænger i side efter side. År efter år. For dette er en kærlighedshistorie med utallige forhindringer på vejen, hvoraf nogle selvfølgelig er præget af den tid. Men det er også en historie om stærke personligheder, som på trods af fejl, mangler og svigt, fokuserer på at finde en ligeværdig samlever, som kan udfordre, lave sjov og være en livsledsagerske. To personer, der ikke vil lade sig nøje. Og den dag i dag er det en lykkelig slutning, alle ønsker. Derfor er denne roman stadig i en klasse, der er svær at slå.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Stolthed og fordom, Jane Austen, udgivet i 1813, Udgaven på billedet er fra 2015 fra Lindhardt og Ringhof og på 386 sider.