// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Andrés Barba: Lysende republik
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Andrés Barba: Lysende republik

Skrevet af den 29. januar 2019 – 07:19Ingen kommentarer

“Et litterært gys fra en ny spansk stemme med internationalt format”, skriver forlaget i pressematerialet. Andrés Barba har vundet priser for romanen Lysende republik, men min opmærksomhed kunne han ikke rigtigt vinde.

Allerede i starten af bogen er den foruroligende tone anlagt. Her kører bogens fortæller og hans kone Maia en hund ned, den dag de ankommer til deres nye by San Cristóbal.

Den mandlige fortæller ser tilbage på, hvad der egentlig hændte for godt 20 år siden. Det er således i datid og i et tilbageblik vi hører om de 32 børn. 32 vilde børn, der levede i skjul i den store grønne skov nær San Cristóbal. Børn der talte et særligt sprog, der minder om spansk, men som ikke er det. Børn der til at starte med tiggede i byen. Men som senere angreb nogle handlende i et supermarked og dræbte to mennesker. Politiet leder og leder. Men forgæves. Børnene forbliver væk i flere måneder. Fortælleren reflekterer over, hvordan de kunne holde sig skjult og hvordan de har klaret sig med fx mad.

Ved at henvise til (opdigtede, fiktive) udstillinger, kronikker, bøger m.m. får forfatteren skabt en forestilling om at børnene og begivenhederne rent faktisk er virkelige. Det skaber troværdighed, og jeg var lige ved at hoppe på den, ros for at skabe tvivl hos læseren! Men de mange henvisninger og opremsninger gør bogen unødigt tung at læse med sit formelle sprog, der leder tankerne hen på en rapport eller en afhandling.

Fortælleren var selv til stede i byen for godt 20 år siden, da det hele fandt sted. Han flyttede nemlig til byen, da han fik job som enbedsmand i Afdelingen for sociale anliggende, en slags socialforvaltning. Og var faktisk ansvarlig for den socialfaglige indsats for børn i byen. Derfor bringer han også sin egen erindring ind i fortællingen.

Lysende republik fangede desværre ikke for alvor min interesse og opmærksomhed. Jeg kunne ganske enkelt hverken mærke de 32 børn eller beboerne i San Cristóbal, og så er det svært at blive engageret. Lysende republik er til den tålmodige læser, der sætter pris på detaljer.

Andrés Barba: Lysende republik, Skjødt Forlag, 180 sider, November 2018, Oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard.