// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Erik Storey: Løftet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk, Krimi

Erik Storey: Løftet

Skrevet af den 9. januar 2019 – 07:49Ingen kommentarer

Eric Storey følger godt op på sin anmelderroste debutroman ’Intet mindre end døden’. Det er igen enspænderen Clyde Barr, der er i centrum, og han er igen derude, hvor han har svært ved at bunde. Egentlig vil han helst bare være i fred i sin vandring på de vestamerikanske landeveje på vej mod isolerede bjergkæder. Det forpurres dog, da han støder på en aldrende Ute-indianer fra et nærliggende indianerreservat.

Han hjælper den tilskadekomne på hospitalet og møder her den gamle mands datter, Lawana og barnebarnet Taylor. Dem hjælper han på deres ranch, mens faderen kommer sig. Der er dog ugler i mosen. En bande rockere skaber kaos og uro i reservatets landsby, hvor de chikanerer kvinder og overfalder en lokal. Det bliver for meget for Clyde, og han kaster sig ind i kampen med hud og hår. Det bliver en kamp til døden dem skiller, for der er mere på spil end testosteronpumpede bikere med hang til Budweiser og læderveste. Der er nemlig internationale terrorister på spil, og de skal hente noget, som rockerne har skaffet. Det vil Clyde og hans kompagnoner fra reservatet selvfølgelig også gerne forpurre, så det kommer til et blodigt og nervepirrende opgør i Utahs øde ørken.

Der er smæk for alle skillingerne i denne hårdtpumpede actionthriller og Storey styrer så godt som fri af klicheerne, der kan ramme, når heltemodige mænd med værdierne i orden støder sammen med bad guys. Actionscenerne er gengivet i en filmisk stil med mange detaljer, og man er fint underholdt hele vejen gennem bogen.

Eric Storey: “Løftet”, Forlaget Jentas. 239 sider. 2018. Oversættelse: Rasmus Klitgaard Hansen