// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Monica Kristensen: Hollændergraven
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Monica Kristensen: Hollændergraven

Skrevet af den 28. marts 2010 – 16:50Ingen kommentarer

En gruppe souvenirjagende turister går i land ved en række fredede Hollandske grave på Svalbard. Den ultimative souvenir er et kranie fra en af de for længst afdøde hvalfangere, men i stedet opdager gruppen af turister et hoved, som først for nyligt tog afsked med sin ejer.

Så de lokale land- og naturbetjente bliver udstyret med det ejerløse hoved, men uden en savnet person, en krop eller en mistænkt i syne må de hurtigt give fortabt. I stedet kommer det norske kriminalpoliti til det kolde, mennesketomme og dystre Svalbard. De opdager hovedets identitet, men det gør blot sagen endnu mere speget. For hvorfor er hovedet blevet skilt fra kroppen, hvor er kroppen og hvordan endte hovedet i en fredet grav på en ellers øde halvø? Og hvem i de meget små samfund på Svalbard har et motiv – og lejlighed – til at slå en helt udefrakommende ihjel midt ude i ødemarken?

Mere af plottet skal ikke afsløres her, men den skarpsindige krimilæser vil nok have en stærk mistanke efterhånden som der tælles ned på de sidste 100 sider. Det gør dog ikke så meget, for til det sidste må læseren gætte om det præcise motiv og hvad der egentligt skete ude i den kolde ødemark.

Så selvom læseren præsenteres for et mylder af lokale og tilrejsende på den lille norske koloni, i et tempo der kan være let forvirrende, er Hollændergraven en fin og spændingsfyldt krimi. Det er nok ikke her du finder dybere portrætter af de medvirkende, men til gengæld kan du blive godt underholdt og lidt klogere på den norske øgruppe i Nordhavet.

Monica Kristensen, Hollændergraven, Forlaget Sohn, 320 Sider, Marst 2010, Oversat af Steen Sohn fra norsk.