// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Neil deGrasse Tyson: Astrofysik for travle mennesker
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Videnskab

Neil deGrasse Tyson: Astrofysik for travle mennesker

Skrevet af den 21. december 2018 – 07:48Ingen kommentarer

Jeg elsker bøger om astronomi og astrofysik. Jeg har gennem tiden læst et utal af populærvidenskabelige værker om vores univers, om tyngdebølger og gravitation, om de første nanosekunder af universets eksistens og om jagten på planter i fjerne solsystemer. Fra nu afdøde megasupervidenskabsstjerne Stephen Hawking til danske Anja C. Andersen, fra sorte huller til superstrenge. Jeg siger ikke, at jeg forstår det – jeg er trods alt kun lægmand – men jeg har læst det, nydt det og været fascineret over de utrolige fremskridt videnskaben har gjort, også i min levetid.

Jeg vil derfor gerne slå fast, at Tysons Astrofysik for travle mennesker er en af de allerbedste bøger på markedet.

Neil deGrasse Tyson er astrofysiker og hvis bagklappen står til troende også en kendt formidler af astrofysik i USA. Det er der en grund til, for han kan både skrive og forklare svært stof, så det giver mening for almindelige mennesker.

Astrofysik for travle mennesker består af en stribe essays om fortrinsvis astrofysik, men også om beslægtede emner inden for det naturvidenskabelige felt. Fra Planck-æraen – skabelsens første øjeblikke – til vore dages univers tager Tyson læseren pædagogisk ved hånden og fortæller hvordan det hele gik til – og hvad vi endnu ikke ved med sikkerhed.

Vi får forklaret hvordan universet begyndte, hvad de fire naturkræfter er, hvordan tyngdekraft og relativitetsteori hænger sammen (og hvordan de ikke gør) og meget, meget andet godt. Dertil kommer lidt indsigt i det periodiske system og lidt om hvordan vi ved, at der findes andre planeter. Det er fortalt i et for genren letforståeligt sprog uden komplicerede ligninger, og befriende uden lange introduktioner til de videnskabsmænd og – kvinder, der stod bag de store opdagelser. Her er det videnskaben selv, der er i fokus, og enhver med interesse for vores univers kan trygt læse med.

Her er den måske bedste introduktion til mørkt stof og mørk energi, som jeg nogensinde har læst, og alene af den årsag bør alle gymnasieelever læse med. Mørkt stof og mørk energi er nogle af de mest brandvarme diskussionsemner i den populærvidenskabelige astrofysik pt, hvis man ser bort fra diskussionen om hvorvidt Pluto er en planet. Tyson slår fast, at Pluto ikke er en planet, hvilket jeg personligt naturligvis nægter jeg at anerkende (og jeg skifter ikke mening bare fordi videnskabsmænd siger det – basta!) Bortset fra det er det en gennemført fremragende bog.

Neil deGrasse Tyson: Astrofysik for travle mennesker. 213 sider, Gyldendals Bogklubber. Oversat af Henry Nørgaard, 2018.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.