// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rachel Trezise: Ned i akvariet og op igen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Roman

Rachel Trezise: Ned i akvariet og op igen

Skrevet af den 19. oktober 2008 – 11:46Én kommentar

Hvad sker der, når børn vokser op dybt i en walisisk dal, på bunden af samfundet? Det gjorde Rachel Trezise og skrev efterfølgende “Ned i akvariet og op igen”.

Bogen handler om forfatteren Rachel Trezises egen opvækst i den fattige Rhondda-dal i Wales. Rachel Trezise (født 1978) skrev bogen i en alder af 17 år og bogen er således hendes debutroman. Der er tale om en forfatter med en imponerende evne til at skrive levende og farverigt om hverdagslivet i barndom og ungdom.

Det er en selvbiografisk roman, hvor omdrejningspunktet i barndommen bliver arbejdsløshed, skilsmisse, vold, druk og det der er meget værre. Hvor kodeordene er omsorgssvigt, overgreb og den totale mangel på tillidsfuld voksenkontakt. Og hvor barndommen en nat som 11 årig ved hjælp af en stedfar glider over i en ungdom præget af pillemisbrug, alkohol og en hverdag, hvor selvmordsforsøg er dagens kost.

Men det er også en bog om den første store intense kærlighed og smerten, når kærligheden ikke længere kan bære. Og det er i den grad en skildring af, hvor svært det kan være at skelne tilfældig sex fra kærlighed.

Det foregår i en fattig del af Wales, men jeg ville være godt naiv, hvis jeg lukkede øjnene for, at der også i Danmark er børn og unge, der vokser op med den samme historie. Forfatteren beskriver sin historie på en ærlig og autentisk måde helt uden selvmedlidenhed og det er netop det der gør, at man godt kan holde ud at læse om al elendigheden.

Bogen slutter med at Rachel Trezise tager afsked med sin kræftsyge bedstemor, men som inden hun dør, når at give den unge kvinde gejsten til livet tilbage. Jeg er i den grad tændt på at høre, hvad der efterfølgende er sket med forfatteren, og står tilbage med spørgsmålet om det er muligt, at en sådan omvækst overhovedet kan skabe et velfungerende og normalt voksent menneske. Jeg tror, at svaret er ja, da det i den grad kræver en indre evne til at se sig selv udefra for at kunne skrive en sådan bog og den evne har Rachel Trezise i den grad vist, at hun har.

Det er smukt, det er trist og det er i den grad værd at læse.

Rachel Trezise: Ned i akvariet og op igen, Forlaget Aronsen, August 2008, Oversat fra engelsk af Morten Visby, 198 sider