// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Daneskov: Stenfjæs går igen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Lars Daneskov: Stenfjæs går igen

Skrevet af den 28. januar 2019 – 07:12Ingen kommentarer

Tre aftener var jeg om at læse denne 139 siders lange børnebog højt for min 9-årige søn. Det havde faktisk været min mening at dele de 11 kapitler ud over 11 dage, men da han hver aften plagede om, at jeg læste et ekstra kapitel højt, var jeg ret nem at overtale. For hvis jeg syntes den første bog om Stenfjæs var sjov at læse, ja så kan jeg afsløre, at denne nye bog Stenfjæs går igen simpelthen er fantastisk.

Til jer der endnu ikke har læst Lars Daneskovs første selvstændige bog i serien, Stenfjæs, så kan jeg fortælle jer, at den handler om pigen Lulu, der finder en magisk sten på stranden, som kan opfylde alle de ønsker, hun måtte have. Hun kalder stenen for Stenfjæs, og sammen skal de en hulens masse igennem, før Lulu opfylder Stenfjæs’ sidste ønske om at blive smidt tilbage i havet igen.

I denne nye Stenfjæs-bog er Lulu på lejrskole på Hasselback Slot, der efter sigende skulle være hjemsøgt af både den sure baronesse Botilde, den etbenede Baron von Schmuksak og den stortudende køkkenpige Iris. Lulu og hendes bedste ven Otto skal overnatte i værelse nummer 13, som uheldigvis er Botildes sovekammer. Det er Otto virkelig ikke glad for, for han har læst godt og grundigt op på slottets historier. Især den med at det spøger på slottet, når det er fuldmåne.

Lulu ved ikke helt, hvad hun skal tro på, men da klassen er på tur til stranden for at finde ting til at lave fantasidyr, ser hun en sten i sin lærers hånd, som ser yderst velkendt ud. Snart begynder der at ske ting og sager på Hasselback Slot, og Lulu skal godt nok passe på ikke at ønske sig for meget.

Der er simpelthen ikke noget bedre end at læse en bog højt for sine børn, som man selv er vild med. Stenfjæs går igen har alt, hvad der gør en børnebog god. Lejrskole med hjemve, et godt venskab, sjove spøgelser og en vaskeægte kærlighedshistorie. Den egner sig til børn fra 6 år og er virkelig flot illustreret af Charlotte Pardi. Jeg glæder mig lige så meget som min søn til den næste Stenfjæs-bog kommer.

Lars Daneskov: Stenfjæs går igen, Forlaget Høst & Søn, Rosinante, 139 sider, januar 2019