// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Qvortrup og Mogensen: For enhver pris
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat, Politisk biografi

Qvortrup og Mogensen: For enhver pris

Skrevet af den 1. december 2018 – 05:18Ingen kommentarer

De to politiske journalister og kommentatorer Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen har begået et værk, der gør status over de seneste 3,5 år siden Lars Løkke Rasmussen afløste Helle Thorning-Schmidt som Danmarks statsminister. Den røde tråd i fortællingen er Løkkes forsikring om at han ”ikke vil være statsminister for enhver pris” – men alligevel stadig er det.

At han kæmper med næb og klør for at blive siddende. Og stadig sidder her knap 3,5 år efter han overtog det elektroniske adgangskort til Statsministeriet.

Bogen bliver udgivet på et tidspunkt, hvor Lars Løkke Rasmussen stadig er statsminister og hvor den VLAK-regering – hvis samspilsproblemer udgør motoren i fortællingen – stadig er ved magten. På sin vis et lidt tidligt tidspunkt at skrive en bog på. På den ene side kan man retfærdiggøre det med at der er sket meget i perioden og det er godt at få gjort status og samlet op. På den anden side kan man ikke undgå at tænke, at bogen skal times med julehandlen og det kommende folketingsvalg, der skal afvikles inden 17. juni næste år. Efter et valg vil en VLAK-regering være fortid og fortællingen om den knap så interessant som nu.

90 procent af bogen handler om processen og kun 10 procent handler om det politiske indhold i Lars Løkke Rasmussens regeringsperiode. Dermed adskiller den sig ikke væsentligt fra eksempelvis Qvortrups bog om Helle Thorning Schmidts regeringsperiode eller bogen ”LLR” om Lars Løkke Rasmussen.

Det gør ikke noget. Det er fortællingen om tilblivelsen af politikken og om ”spillet” om magten vi er interesserede i at få fortalt retroperspektivt. Politikken er interessant i nu’et. Det andet er interessant her langt senere for at forstå magtforholdene i dansk politik.

Bogen føjer nogle flere lag til fortællingen om spillet bag kulisserne i den borgerlige lejr fra 2015 frem til i dag. Og vi får da også flere detaljer om eksempelvis dramaet omkring landbrugspakken og de konservatives forsøg på at vælte Eva Kjer Hansen samt forhandlingerne om finansloven 2018, hvor Liberal Alliance til sidst måtte lægge sig fladt ned. Men de helt store afsløringer mangler. Det gør dog ikke så meget. Det er den samlede fortælling man skal tage denne bog ned ad hylden for at få.

Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen: For enhver pris. People’s Press, 2018. 362 sider.