// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tormod Haugland: Mørk materie
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Tormod Haugland: Mørk materie

Skrevet af den 26. november 2018 – 07:09Ingen kommentarer

Atle er 52 år gammel og bor alene. Han er arbejdsløs, hans kone har forladt ham (for 28 år siden!), og han har ingen kontakt med sin rige far. Hans lyspunkt i tilværelsen er hans datter Beate, de to børnebørn og så arbejdet i den lokale fodboldklub Gran. Han drikker måske også lidt for meget, og alt i alt er hans liv ikke særlig spændende.

Men så kommer et brev fra den kone, han ikke har set i årevis, nabobyen tilbyder ham et job i deres fodboldklub, hvor en mæcen vil sponsere et nyt stadion, og hans datter har startet en butik og bygget nyt hus. Det virker kort sagt, som om der er ved at ske noget. Det er der også, men det viser sig hurtigt at hans far står bag det hele.

Så hvad gør man nu, når man har bygget sit liv op om ikke at ville tage imod penge fra sin far, når man har bildt sig selv ind, at man klarer sig fint uden konen og når datteren havde glemt at fortælle, at pengene til at finansiere hendes livsstil og butik faktisk kommer fra morfar? Det er ikke nemt at være Atle.

Atle er prototypen på den midaldrende knudemand, der ikke rigtig fik så meget ud af livet, men som på den anden side heller ikke er gået helt i hundene. Det er svært for ham, at tage sig sammen til ret meget. Ikke engang et ærligt oprør kan det blive til, for han lader sig føre med af sin dominerende fars planer. Det er svært at vælge sit eget liv, når man ikke har ret meget vilje til at vælge og hellere lader andre vælge for sig.

Jeg har det lidt blandet med Mørk materie, som jeg på den ene side synes er meget velskrevet. Til gengæld kommer Atle aldrig ud over rampen, og i al hans magtesløshed forsvinder han også lidt som person. Han bliver aldrig rigtig levende for mig, hvorimod mange af bipersonerne har langt mere saft og kraft end Atle.

Tormod Haugland: Mørk Materie. 314 sider, Forlaget Silkefyret. Oversat af Allan Lillelund Andersen, 2018