// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Müller: Børge Mogensen. Møbler med holdning
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Coffee Table-bog, Design og mode

Michael Müller: Børge Mogensen. Møbler med holdning

Skrevet af den 4. december 2018 – 06:24Ingen kommentarer

Jeg har altid haft en blødt punkt for den danske designer Børge Mogensen. Som et barn af 1970’erne, er jeg vokset op med hans geniale og gedigne demokratiske møbler, som var både smukke, funktionelle og til at komme til for penge.

Derfor var det også en stor begivenhed, da kulturjournalisten Michael Müllers smukke bog “Børge Mogensen. Møbler med holdning”, landede i mine hænder. Børge Mogensen (1914-1972), var – og er – en af Danmarks mest betydningsfulde arkitekter og møbeldesignere. Kendt og anerkendt for sit sublime håndværk og nøjsomme, men smukke funktionelle møbler.

“Mit mål er at søge at frembringe ting, der vil tjene mennesket, placere mennesket i hovedrollen i stedet for med djævlens vold og magt at tilpasse mennesket tingene.”

Med dette karakteristiske citat indledes den fremragende og hamrende velskrevne bog om denne geniale møbelmager, der af hele sit hjerte ønskede at tjene mennesket med sit møbeldesign. Det var et selvsagt kontroversielt udsagn i en tid, hvor de tunge overpolstrerede klunkemøbler havde præget dansk indretning i et helt århundrede.

Bogen fortæller historien om Børge Mogensens vidtforgrenede møbelproduktion, og tegner et spændende og nuanceret billede af en ukuelig idealist, som lige til sin død insisterede på, at skabe demokratiske møbler: Billige og funktionelle møbler til efterkrigstidens voksende middelklasse.

Børge Mogensens betydning for dansk design kan ikke overvurderes. Næsten alle danskere har oplevet et af hans geniale designs på nært hold. Den berømte Tremmesofa, den enkle Folkestol eller den tilbagelænede “Den spanske stol”, har både været en del af vores private boliger og de offentlige rum de seneste 70 år – og er det stadig. Møblerne for FDB, stolene fra Fredericia Stolefabrik og teakmøblerne fra Søborg Møbelfabrik talte både til den nøjsomme forbruger, som søgte kvalitet uden pragt og til den intellektuelle med sans for møblernes ideologiske kant samt til den eksklusive køber, der gik efter gedigne lædermøbler i et højere prisleje.

Børge Mogensen blev udlært som møbelsnedker med svendebrev i 1934. Herefter uddannede han sig til møbelarkitekt på Kunstakademiets Arkitektskoles Møbelskole. Her blev han blandt andre undervist af arkitekten og professoren Kaare Klint og i den såkaldte Klintskoles fremgangsmåder, som tog udgangspunkt i udførlige opmålingsstudier af den menneskelige krop. Som forfatteren skriver:

“Når han tegnede et skabssystem, opmålte han længden på en frakke og bredden på en sammenfoldet skjorte, og når han arbejde på en ny stol tog han på sammen måde udgangspunkt i menneskets kropsmål.”

Mere end nogen anden i sin generation videreførte Mogensen Klintskolens metoder. Gennem hele sit arbejdsliv fortsatte han med at udvikle sine møbler på baggrund af grundige opmålinger og proportionsstudier. Det fik nogle af hans mere eksperimenterende kollegaer til at kalde ham kedelig, men Mogensen holdt stædigt fast i det nøgterne udgangspunkt. Også selvom det ikke kunne bringe hans berømmelse ud over Danmarks grænser. Men prisen var høj.

Jeg kan godt lide, at Müller helt udelader Mogensens indre kampe med sine dæmoner, præstationsangsten, alkoholen og de opslidende depressioner, fra bogen. Det er en privat sag. Men det er Mogensens sublime møbler ikke. Heldigvis! For i dag står Børge Mogensen som indbegrebet af dansk møbelkunst, som oven i købet peger ind i fremtiden med sin enkle og funktionalistiske formgivningstradition.

Bogen er meget smukt og rigt illustreret med mere end 200 nye og historiske fotos, skitser og tegninger af Børge Mogensens mange møbler og private fotos fra hans hjem og liv. Bogens forside gengiver meget smukt det træ, som var det centrale i Børge Mogensens møbler. En sjældent gennemført bog, hvor omslag, tegninger, fotos og tekst går op i en højere enhed.

Michael Müller: “Børge Mogensen. Møbler med holdning”, Strandberg Publishing, november 2015, 240 sider, rigt illustreret.