// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sine Grove Saxkjær og Eva Mortensen (red): Antikkens 7 Vidundere
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Kunst, Oldtiden

Sine Grove Saxkjær og Eva Mortensen (red): Antikkens 7 Vidundere

Skrevet af den 28. november 2018 – 08:23Ingen kommentarer

Antikkens syv vidundere – det lyder både spændende, eksotisk og fjernt, men også ganske velkendt. De har fascineret og imponeret i årtusinder. Men det er de færreste, der kan opremse alle syv fra hukommelsen: Babylons hængende haver, Keopspyramiden i Egypten, Fyrtårnet Pharos i Alexandria, Kolossen på Rhodos, Kong Mausolos’s gravmæle i Halikarnassos, Artemistemplet i Ephesos og Fidias’ store Zeus Statue i Olympia, bygget af guld og elfenben. Bygningsværkerne stod kun samtidigt i omtrent 60 år, før Kolossen på Rhodos blev ødelagt under et jordskælv i år 227 f.v.t.

I den indbydende og smukke bog fra Århus Universitetsforlag tager otte arkæologer os med på en informativ rejse til de syv underværker. Rent fysisk er det dog kun Keopspyramiden i Giza i Egypten, der er tilbage. De øvrige seks eksisterer kun som myter og sagn.

Alligevel lever fascinationen af de monumentale vidundere i bedste velgående. De arkitektoniske værker er udtryk for de store civilisationer, der kom før os. For deres magtkampe, berømmelse og undergang.

Bogen er inddelt i syv kapitler – ét for hvert vidunder. Hvert vidunder beskrives og gennemgåes med en grundig videnskabelig dokumentation, som vil fryde enhver der har historisk interesse, og som ønsker at vide mere om antikken og de mytologiske, arkæologiske værker. Der er meget stof at tage fat på. Og det gør forfatterne.

Afsnittet om Babylons hængenede haver lægger ud med at sætte spørgsmålstegn ved, om haverne overhovedet hørte hjemme i Babylon. Med masser af videnskabeligt belæg for og imod konkluderes det, at haverne nok nærmere lå i den assyriske hovedstad Nineve, og altså ikke i Babylon. Vi får at vide, at haverne var skabt med en gejst for den iscenesatte natur – altså plot til pynt og ikke til nytte, som hos fx grækerne.

Som bogens øvrige kapitler er der masser af kilder og dokumentation for alle udsagn. Derfor får bogen karakter af en videnskabelig afhandling, og det kildetunge materiale er svært fordøjeligt for menigmand – inklusive undertegnede anmelder. Man skal simpelthen grave for dybt for at finde den information, man søger.

I en tid med alt for mange fake news, er det ærgerligt, at skulle lægge en bog fra sig på grund af for meget dokumenteret information. Men lige her kunne jeg godt have ønsket mig en mere populærvidenskabelig formidling, som kunne have bevaret den eventyrlige aura, som de syv vidundere er omgivet af. Men jeg er måske heller ikke målgruppen?

Bogens omslag er meget smukt og indbydende, og derfor er den en fornøjelse at have liggende. Den er rigt illustreret med tegninger, skitser, malerier og fotografier. Men dette ændrer desværre ikke ved det (for) tunge akademiske udtryk, som bogen har.

Sine Grove Saxkjær og Eva Mortensen (red.): Antikkens 7 vidundere, Århus Universitetsforlag 264 sider, rigt illustreret, 2017.