// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristina Sandberg: Liv for hver en pris
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Kristina Sandberg: Liv for hver en pris

Skrevet af den 24. november 2018 – 07:15Ingen kommentarer

Hvor har det været dejligt at have tilbragt tid med Maj og hendes familie igen, her i Liv for hver en pris, som er tredje del af trilogien.

Maj og Tomas er blevet midaldrende og de døjer begge med forskellige sygdomme. Lasse og Anita er blevet voksne, men Maj har stadig et distanceret forhold til datteren, som hun aldrig kommer rigtigt tæt på – eller forstår for den sags skyld. Både Lasse og Anita finder efter lidt søgen en fast partner og får børn – og Maj træder ind i rollen som mormor og farmor. Specielt Lasse og hans kæreste, de er moderne og gifter sig ikke, bruger Maj meget til børnepasning. Måske er det for meget, i hvert fald får Maj sagt fra på noget af det, fordi hun også ønsker at kunne hjælpe Anita, som bor langt væk fra Maj og Tomas.

Alderen viser sig også i de spor, som døden trækker, for flere familiemedlemmer dør, og nogen efterlader et stort tomrum hos både Tomas og Maj. Pludselig er de alene om traditioner, hvor andre var de udførende og aktive.

Stemningen i Liv for hver en pris er præget af forandringer, nye tider og økonomisk tilbagegang. Det kan være svært at følge med for Maj og Tomas. Maj må ud på arbejdsmarkedet, det officielle, for arbejdet har hun jo i alle årene i deres fælles hjem. Nu bliver det dobbelt op.

Forholdet til Tomas lider også under, at nu hvor begge børn bliver voksne, så vil de faktisk ikke det samme. Tommas kan sagtnes bruge en hel sommer i en primitiv hytte, hvor han kan nyde havet og naturen, men Maj kræver lidt mere komfort.

Romanen slutter åbent og så alligevel ikke, for hvad end livet byder Maj, så er maden en fremtrædende faktor, et altdominerende element, som hun altid kan læne sig op af uanset hvad der sker. På et tidspunkt i denne tredje bog bliver jeg en lille smule mæt af Maj og alle hendes retter. Men jeg bliver sulten igen, så konklusionen er, at det er med vemod, at jeg tager afsked med Maj, Tomas, Anita og Lasse – og alle de andre karakterer i Sandbergs univers. Jeg har i den grad nydt hendes syn på verden og sproglige stil, hvor hun blander sig i indholdet med forskellige vinkler og spørgsmål, og hvor hun ind imellem lader en fremtid skinne igennem, hvor vi aner, hvordan det er fat med en gammel Maj.

Det har været en udsøgt fornøjelse og en stor læseoplevelse at følge med i Majs liv. De to første bøger Et barn at føde og At sørge for sine er også anmeldt her på bloggen.

Kristina Sandberg: Liv for hver en pris, Modtryk, oversat af Anne Marie Bjerg, 567 sider, september 2018.