// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Gotthardt: 5 minutters eventyr
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Eventyr, Fortællinger

Peter Gotthardt: 5 minutters eventyr

Skrevet af den 15. november 2018 – 07:33Ingen kommentarer

Der er noget særligt over at læse eventyr og fortællinger for sit eget barn, som man selv har fået fortalt som barn. Tænk at de historier lever endnu, at de generation efter generation fanger børns interesse og på den måde er udødelige. For det er de bare. Og disse fem minutters udgaver af de gamle klassikere fungerer rigtig godt – især når man læser dem for de mindste børn, hvis tålmodighed måske ikke rækker til originalversionerne – hverken i forhold til sprog eller længde.

Egentlig er jeg jo af den holdning, at man ikke sådan skal omskrive den slags. Der er én rigtig version, og det er den, børn bør kende. Men omvendt så får disse eventyr og fortællinger måske liv tidligere end de ellers ville, da de er rigtig gode til de mindste børn.

Jeg læste dem for min 4-årige, og han var absolut optaget af dem. Han stillede et hav af spørgsmål og kendte i øvrigt flere af historierne i forvejen, selvom det ikke er dem alle, han har fået læst højt herhjemme, så de lever også i bedste velgående ude i institutionerne.

Men han var nu også hurtig til at påpege, hvornår historierne afveg fra dem han ellers kender. I De tre små grise og ulven, for eksempel, der løber de to første grise i henholdsvis strå- og pindehuset altså over til den tredje gris i murstenshuset – de bliver ikke spist af ulven, efter han har pustet deres huse i stykker. Denne variation købte han ikke ind på.

Og så er det måske lidt småt med illustrationer til den mængde tekst, der er. Når man er 4 år, sætter man stadig pris på, at man kan se dét, der bliver læst højt. Og det er ikke altid tilfældet med de her historier. Så når Hans og Grete drysser hvide sten og brødkrummer på jorden på vej ud i skoven, som skal hjælpe dem med at finde tilbage, så vil man altså gerne kunne se de hvide sten på billedet. Ellers er det mærkeligt.

Det en rigtig god bog med historier i en passende længde. Man kan nemt nå to inden sengetid, og det er dejligt at få lov til at vælge to historier før sengetid. Der er dog ingen af dem, vi har læst, der kun tog fem minutter af læse, men det kan selvfølgelig også være på grund af alle de spørgsmål, der kom undervejs – og det er jo en positiv ting.

Selv nød jeg at få genopfrisket nogle af de historier, jeg husker fra min barndom, men som jeg ikke har tænkt ret meget over siden.

Bogen er illustreret af Sussi og Bente Bech og det er nogle rigtig fine streger, der passer rigtig godt til genren. Der er mange timers god underholdning i denne her bog med de mere end 30 udødelige fortællinger og eventyr, der kan læses igen og igen.

Alt i alt en rigtig skøn højtlæsningsbog.

Peter Gotthardt, 5 minutters eventyr, Alvilda, oktober 2018, 197 sider.