// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ellen Matson: Sne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historisk roman

Ellen Matson: Sne

Skrevet af den 6. november 2018 – 13:37Ingen kommentarer

En lille by på den svenske vestkyst falder pludselig ind i verdenshistorien på en snefyldt aften, da soldater bringer liget af den faldne kong Karl d. 12. til byen.

Apotekeren Jakob Törn har i et par uger sovet i et pakhus – når han ikke drikker og blamerer sig i borgmesterens hus – fordi hans kone har forsøgt at stikke ham ned. Han vil ikke hjem til apoteket, men bliver hidkaldt for at balsamere den store krigerkonge sammen med kongens livlæge. Imens går byen i opløsning omkring dem. Tusinde forhutlede, slagne soldater søger ly i byen, mens dens borgere forsøger at skaffe dem mad og ly, opfyldt dels af medynk, dels af frygt for de mange soldater.

Imens diskuterer og frygter de fremtiden, for hvad sker der nu, hvor Sverige er kongeløst midt under den store nordiske krig? Hvad er Sverige egentlig uden sine krigerkonger, og hvad stiller man op i et land, hvor alle familier har afleveret sønner, brødre og fædre til de mange krige? Selv apotekeren, der ellers drømte om at blive soldat, har afleveret en del af sin førlighed til krigen, og nu tumler han med sit alkoholforbrug, vennernes hån og fortvivlelsen over hans kones drabsforsøg. Hvorfor gjorde hun det dog, bare fordi han fortalte hende at kongen var død?

Sandheden om knivstikkeriet får man kun til sidst, og det er så åbenlyst og ulykkeligt, at det er hele romanen værd.

Sne udstiller krigens absurditet og tilfældighed. Apotekerens kone sætter ord på, da hun undrer sig over soldaternes påklædning i vinterkulden. Kan de virkelig være blevet sendt i krig uden vintertøj? Ja, det kan de, for i Sverige endeløse krige under stormagtstiden er menneskeliv ikke meget værd, og således kan uld afgøre verdenshistorien. Kongen vil fremad, fremad, fremad, helt frem til den kugle, der fældede ham ved den norske fæstning Frederikshald og som måske – og måske ikke – kom fra egne rækker.

Kongens død vender op og ned på Sverige, personificeret i den lille, navnløse by. Borgerne kæmper for at redde deres by mens de er angste for deres egne soldater. Hvad kan de finde på, disse nederlagets mænd, der sulter og fryser og dør for øjnene af dem?

Det er en lavmælt, men smuk roman, om magt og afmagt, om savn og længsel, og ikke mindst om at få revet sit verdensbillede i tu og ikke ane hvordan man skal lime det sammen igen.

Ellen Mattson: Sne. 244 sider, Batzer & Co. Oversat af Anne Marie Têtevide, 2018