// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pavlos Matesis: Hundens mor
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Pavlos Matesis: Hundens mor

Skrevet af den 17. december 2018 – 07:45Ingen kommentarer

Grækenland led af ekstrem hungersnød under 2. Verdenskrig, og mange døde af underernæring. Deres modstand blev dog en af de mest effektive i det besatte Europa. Efter 2. Verdenskrig brød en borgerkrig ud, og i Hundens mor skildrer Pavlos Matesis en ung piges opvækst i det besatte Grækenland under 2. Verdenskrig, borgerkrigen og i efterkrigstiden.

Den unge græske pige Rubíni lever sammen med sin mor og sine brødre i Grækenland under 2. Verdenskrig. De har ingen mad, og Rubínis far er taget afsted i krig som resten af byens mænd. Rubínis mor, Asimina, må sælge sin krop til en italiensk soldat for at få mad til sine børn, og Rubíni hjælper modstandsbevægelsens kvinder med at smugle projektiler og håndgranater under tøjet. Alt sammen for en lille bid brød.

Efter krigen har ingen glemt, hvad Rubínis mor gjorde for at få mad til sine børn, og hun bliver nødt til at rejse fra byen med sine børn for at beskytte dem. En hård lektie for Rubíni, der nu er teenager, og som lærer på den hårde måde at undgå enhver kødelig kontakt.

Hundens mor er skrevet med en naiv tilgang til det, Rubíni tænker og oplever. Selv da hun bliver ældre, er hun barnligt overbevist om, at hun skal være skuespiller med kunstnernavnet Raraú og rejse rundt med en teatergruppe. Noget hun mener at have talent for baseret på en enkelt rolle uden replikker, som hun fik, da hun var barn.

Historien er barsk, sproget er barskt, og alt hvad der sker, grænser til det urealistiske. Den ene grufulde oplevelse erstatter den anden. Den enes datter dør af tuberkulose og sult, den andens søn bliver skudt, og Rubínis lillebror får skamferet hånden, da han prøver at stjæle en kartoffel fra tyskerne. Hele bogen er trods de ekstreme hændelser skrevet med en tragikomisk tilgang til de grufulde ting, der sker omkring personerne, sammen med beskrivelser af den nagende sult, der fylder så meget, at man som læser selv mærker den.

Hundens mor er en lille tyk bog i pocket-størrelse, og den indgår i Det poetiske bureaus forlags Lommebibliotek. Jeg er ikke stor fan af så små bøger, men heldigvis er teksten med en god størrelse font, og bogen passer perfekt i tasken, hvis du ofte er på farten. Jeg kan garantere dig, at tiden går hurtigt, når du først kommer i gang med den. Jeg var selv meget begejstret.

Pavlos Matesis: Hundens mor, Det poetiske bureaus forlag, 398 sider, november 2018