// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henrik Lund & Liller Møller: Hvor kommer DU fra? – en bog om at blive adopteret
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Henrik Lund & Liller Møller: Hvor kommer DU fra? – en bog om at blive adopteret

Skrevet af den 19. februar 2010 – 09:00Ingen kommentarer

Da jeg var barn havde jeg en rigtig god veninde. Hun hed Ane. Hun lignede mig slet ikke. Hun var fra Korea og adopteret af sine danske forældre. Men det var ikke noget vi talte om. Vi legede bare sammen.

Danske forældre adopterer stadig børn i dag. Omkring 500 børn kommer årligt kommer til Danmark for at få en ny familie. Henrik Lund er forfatter til børnebogen Hvor kommer DU fra? – en bog om at blive adopteret, som netop er udkommet. Han er selv adoptivfar, og ønsket med bogen er, at give adoptivbørn mulighed for at forstå, hvorfor de er havnet i Danmark.

I bogen følger vi den lille piges kommende forældre fra de ansøger om at blive adoptivforældre, til de modtager brevet om godkendelse, til flyveturen over Atlanterhavet, til de modtager pigen og sammen kommer til Danmark, hvor de modtages med flag og gaver.

Bogen er let at læse højt på grund af korte præcise sætninger og et passende ordvalg, den er illustreret med flotte og farverige billeder, og er fortalt fra barnets vinkel. Den er på 64 sider, hvilket er dobbelt så mange sider, som de fleste andre billedbøger, men da teksten på den enkelte side er kort, er bogen alligevel ikke længere end den sagtens kan nydes i et stræk. Det er en oplagt bog til familier med små adoptivbørn, men den er bestemt også relevant for andre små læseglade væsner, – hvad enten man kender et adoptivbarn eller ej.

Bogen er anmeldt sammen med 5½ årige Tue, som er meget interesseret i bogen – ikke mindst på grund af hans nye ven Sarah, som er adopteret fra Madagaskar.

Henrik Lund & Liller Møller, Hvor kommer DU fra? – en bog om at blive adopteret, Gyldendal, Februar 2010, 64 sider.