// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tim Tebow: Through my Eyes
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk, På engelsk, Sport

Tim Tebow: Through my Eyes

Skrevet af den 7. november 2018 – 05:04Ingen kommentarer

Du skal nok være bidt af en gal amerikansk fodboldspiller for kende Tim Tebow. Eller måske har du bare et rigtig godt overblik over, hvad der foregår på den amerikanske kulturscene – helt ud i bredden.

Tim Tebow er den amerikanske fodboldspiller, der blev en kæmpe stjerne for University of Florida under træneren Urban Meyer, og som siden – til manges overraskelse blev valgt i første runde af draften i 2010 af Denver Broncos. Her spillede han i to sæsoner, hvorefter han kom til New York Jets i et år og ellers kun har været på træningshold hos New England Patriots og Philadelphia Eagles. Han har også forsøgt sig – med en del succes – som professionel baseballspiller.

Men hvorfor er det interessant, at en amerikansk sportsmand med middelmådig succes, skriver en bog om sit liv og sine oplevelser? Det er det, fordi Tim Tebow med sin kristne baggrund og sin helt særegne spillestil på banen i den grad delte vandene i USA.

På den ene side var der de fans, der godt kunne lide det utraditionelle på en football-bane; den lidt aparte og altid dedikerede måde at spille på. Og det var altså en spillestil, der vandt ham prisen som USA’s bedste college-spiller, Heisman Trophy, og nominerede ham én gang yderligere. Han vandt også to nationale mesterskaber med Florida Gators.

På den anden side var der dem, der ikke så ham som en quarterback, der passer til den professionelle liga, NFL, hvor den mere aparte spillestil ikke har været så stor en succes. Til sidst var det også dem, der fik ret. Jo, han udrettede til tider rene mirakler hos Broncos. Og i omklædningsrummet var han uhyre populær og i den grad en mand, der kunne lede og samle folk. Men set i det store billede var hans spillestil ikke populær eller særligt brugbar på de professionelle baner.

Så er der de fans, der godt kan lide, at han står ved sin kristne baggrund. Og den er udtalt. Han er født på Philippinerne af amerikanske missionær-forældre, og hvert eneste kapitel i ”Through my Eyes” begynder med et vers fra Bibelen. Han blev i sin universitetstid kendt for ikke alene at slå masser af rekorder, sit underlige jump pass og sine mange touchdowns men også for sine referencer til bibelske vers, som han skrev i det sorte, han altid havde på under sine øjne, eller på andre uniformsdele. Han er dybt forankret i Kristendommen, og det har hjulpet ham langt i livet.

Og naturligvis er der så dem, der synes, religion er noget underligt overtro, og som ikke tror på noget som helst. Nogle går så langt som til at foragte og dømme dem, som rent faktisk har en tro, og det har Tebow i den grad også været udsat for.

Gennem en del år har han dog været en glimrende baseball-spiller og en rigtig god college football-analytiker. Og han er altså kun 31 år.

Bogen giver os et unikt indblik i Tebows opvækst og liv. Mange gange, når jeg har læst en bog som denne, så sidder jeg og savner. Et eller andet. Noget fra den ene kategori eller den anden. Skal jeg være rigtig kritisk, så savner jeg noget snavs i ”Through my Eyes”. Tebow virker simpelthen for glad. For god. For rar. For tilfreds. Men under dette savn ligger faktisk en god beskrivelse af hans drive og hans konkurrenceevne. Og der ligger et bidende temperament og damper under den unikke vilje, han har.

Vi ved, at han har mødt modstand. Både på og uden for banen. Han nævner selv eksempler på svinestreger, han har været udsat for. Men han bruger det altid positivt. Som en motiverende faktor. Og så smiler han. Og bruger sine kræfter på sin fond til fordel for underprivilegerede børn. Men efterhånden som bogen skrider frem, får jeg en større og større forståelse for, at det simpelthen er Tebows måde at tackle tingene på – baseret på hans tro på Gud. Han ser ganske enkelt tingene sådan. Og han har det udsyn på livet. Og, ja, undskyld jeg siger det, men det under jeg ham virkelig. For mens vi andre går og skændes og er sure og vrede, så ved jeg godt, hvem den virkelige vinder er. Og når jeg sidder tilbage med den fornemmelse efter at have læst en bog, så har jeg flyttet mig den dag.

Tim Tebow: ”Through my eyes”, Harper forlag, 272 sider, maj, 2011