// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Dan Philipsen: En dronning kom til byen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Sportslitteratur

Dan Philipsen: En dronning kom til byen

Skrevet af den 6. februar 2010 – 09:08Én kommentar

Egentlig interesserer jeg mig ikke en døjt for håndbold og jeg kan i virkeligheden ikke udstå Anja Andersen. Men alligevel har jeg læst en 283-sider lang bog om Anja Andersen og hendes tid som træner i Slagelse HK.

Hvorfor nu det? Jo, for uanset hvad så er det journalistisk set en god historie. Jyllands-Postens håndboldjournalist Dan Philipsen fortæller om de tumultagtige otte år, hvor Anja Andersen gjorde et middelmådigt 1. divisionshold til verdens bedste håndboldhold og vækkede en lille søvning provinsby.

Hele byen bøjede sig i støvet af beundring over at håndbolddronningen valgte netop deres by og alle dansede efter den koleriske dames pibe. Også i spillertruppen var man draget af at være en del af verdens bedste håndboldspillers imperium.

Men alt var langt fra en dans på roser. Bogen beskriver meget detaljeret et utal af episoder, hvor Anja Andersens fuldstændigt utilregnelige temperament er mundet ud i kæmpeskideballer, skænderier og decideret chikane af især marginalspillerne i truppen. Også Andersens kontroversielle optrædener på trænerbænken under kampene fylder naturligvis en stor del, og er beskrevet meget detaljeret af en forfatter, der sikkert selv har været til stede ved flere af begivenhederne.

Historien om Slagelse HK’s storhed og fald er også historien om en række klubledere, der hoppede og dansede efter Anjas fløjte. Og om en række af verdens helt store håndboldstjerner, der blev hentet til klubben og pakket ind i vat med fyrstelige gager, mens de danske marginalspillere måtte nøjes med 5.000 kr. om måneden og en konstant regn af skideballer og spydigheder fra Anja Andersens side i hendes besynderlige form for mandskabspleje baseret på frygt for trænerens luner.

Endelig er det fortælling om Anja Andersens helt kolossale had mod det etablerede håndboldsystem i DHF og EHF, og de handlinger som dette had munder ud i. Ikke mindst da hun kalder holdet i omklædningsrummet i protest over et rødt kort til sig selv under en DM-finale i 2006.

“En dronning kom til byen” er en godt skrevet fortælling, hvor man på siderne næsten kan mærke intensiteten og dramaerne fra sportshallerne. Kilder, der alle har været meget tæt på eller direkte involveret i begivenhederne samt forfatterens egne observationer ved de Anja A.-begivenheder, som han selv, i kraft af sit job, har overværet, tegner et meget præcist billede af dagligdagen i klubben.

Bogens store svaghed er dog, at Anja Andersen ikke selv medvirker. Det skal dog ikke ligges forfatteren til last, men det giver et meget en-dimensionelt billede af Anja Andersen. Kilderne er tydeligvis primært danske marginalspillere, der har haft dårlige oplevelser i klubben. Spillere med sympati for Anja Andersen er der ikke mange af i bogen. Men man kan jo heller ikke finde kilder, der ikke eksisterer 🙂

På de bagerste sider er bogen forsynet med en tidslinje over Andersens tid i Slagelse, en oversigt over persongalleriet og et CV på Anja Andersen. Rigtig gode ting, som jeg ofte savner i andre bøger af denne type, hvor der er mange personer og datoer at holde rede på. Men tidslinjen bagerst kan ikke gøre det op for at Philipsen springer forvirrende meget rundt mellem årene i selve bogen. Først er vi ved en DM-finale i 2003, så ved en Champions League-kamp i 2006 og så ved en træning i 2005. Frem og tilbage. Gør det svært at bevare overblikket over hvornår tingene sker i forhold til hinanden.

Anja Andersens tid i Slagelse var en dramatisk periode, som Dan Philipsen på glimrende vis formår at genfortælle og gøre interessant selv for os, der egentlig overhovedet ikke interesserer os for håndbold og ikke kan udstå Anja Andersen.

Dan Philipsen: En dronning kom til byen. Jyllands-Postens Forlag, 2009.