// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karin Slaughter: Brudstykker
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman, Spænding

Karin Slaughter: Brudstykker

Skrevet af den 21. oktober 2018 – 08:00Ingen kommentarer

Der er de bøger, hvor den ene side vender den anden, og man ikke kan lægge den fra sig. De er gode.

Og så er der de bøger, hvor ovenstående gør sig gældende, men hvor der samtidig opstår det paradoks, at man sparer lidt på de sidste 100 sider, fordi man ikke vil have, at bogen slutter. Sådan en bog er Karin Slaughters Brudstykker, der udkom i sidste måned. På trods af sine 525 siders brutalitet føler jeg mig slet ikke færdig med historien, og den kunne ikke have undværet en eneste af siderne. Og det er virkelig et sjældent tilfælde – især når der er 525 af dem.

Karin Slaughter er den bedste indenfor sit felt. Hendes romaner er meget brutale, detaljerede og onde, men samtidig så elegante og sprogligt overlegne, at det aldrig bliver plat. Jeg er kæmpe fan.

Hvad handler den så om? Jeg vil jo ikke afsløre for meget, og udfordringen er, at den ikke-afslørende beskrivelse af denne bog, kommer til at lyde som en kliché. Andrea sidder på en restaurant med sin mor Laura. De har en snak om livet, for Laura mener, at Andrea må til at gøre noget for at komme videre med sit liv. Andrea orker ikke rigtigt den snak. Pludselig kommer en ung mand ind i restauranten og skyder to andre gæster og går efterfølgende efter Andrea.

Laura redder hendes liv og viser en helt anden side af sig selv. Andrea kan efter episoden slet ikke genkende sin mor – talepædagogen, der bare lever et stille og roligt liv. Det går langsomt op for Andrea, at hendes mor måske ikke er – eller kun er – den, hun udgiver sig for at være, og hun går i gang med at samle brudstykkerne af sin mors fortid. Faktisk er hun nødt til det – for begge deres liv er pludselig i fare efter episoden på restauranten.

Bogen er bygget op af kapitler fra både nutiden og fortiden. Så samtidig med Andrea optrævler sin mors fortid, følger vi med i nogle sideløbende kapitler om selvsamme fortid, der finder sted tilbage i 1986. Det fungerer super godt, og det holder spændingen intakt hele vejen.

Det er så svært at beskrive Karin Slaughter retfærdigt. Lov mig at du ikke vil lade ovenstående beskrivelse alene afgøre, om du læser bogen eller ej. Men stol på at du får en fantastisk læseoplevelse.

Vi har tidligere anmeldt en lang række af hendes bøger her på bloggen, blandt andre Den gode datter og De smukkeste.

Karin Slaughter, Brudstykker, HarperCollinsNordic, september 2018, 525 sider.