// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bernard Cornwell: Azincourt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historisk roman, Krige, Roman

Bernard Cornwell: Azincourt

Skrevet af den 1. november 2018 – 07:19Ingen kommentarer

Da selveste William Shakespeare skrev sit stykke om den engelske konge Henry V, var han ikke blot tilnærmelsesvis klar over, hvad han havde sat i gang. Ikke alene blev denne legendariske konge udødeliggjort for sine krav på den franske trone, men et af de største og vigtigste slag i verdenshistorien blev også dramatiseret ved den store bardes sirupdryppende pen.

Historien lader os vide, at slaget blev udkæmpet under Hundredeårskrigen, helt præcist fredag 25. oktober 1415 ved Azincourt i den nordlige del af Frankrig. Og det spektakulære var, at englænderne var stærkt underbemandede, men med kong Henry selv i allerforreste række og med brug af langbuer lykkedes det englænderne at besejre de ellers så sejrssikre franskmænd. Slaget vendte hele krigens gang, idet kong Henry VI nu arvede både England og Frankrig fra sin legendariske far.

Jeg glædede mig helt vanvittigt til at læse denne bog, fordi jeg ser Shakespeare’s ”Henry V” som hans i særklasse bedste værk. Og da Kenneth Branagh i 1989 lavede den storslåede film om kongen og det berømte slag, var jeg solgt med det samme. Det er i dag stadig den film, der har gjort det største indtryk på mig. Især hans levering af den berømte St. Crispin Dag-tale, hvor kongen får de bange, trætte og nedslidte englændere vendt i sådan en grad, at de mønstrer alle kræfter og vender et sikkert nederlag til en glorværdig sejr på krigsskuepladsen. Talen er absolut uforglemmelig.

Min forventning til Bernard Cornwell’s bog ”Azincourt” var derfor også grundet i et håb om, at han havde brugt den berømte tale i et eller andet omfang i sin fortælling. Det har han. Men på en herlig autentisk Cornwellsk måde. Naturligvis er talen ikke så lyrisk opbygget som i Shakespeare’s ”Henry V”, men den er der. Og den er god. Fremfor alt er den troværdig.

Det er dog ikke Henry V selv, der er Cornwell’s hovedperson. Gennem hele bogen følger vi faktisk i stedet en ung bueskytte ved navn Nick. Han stammer fra den fattigste del af samfundet, og gennem had og kærlighed, død og ødelæggelse og uimodståeligt indtagende familiefjendskab ender han på slagmarken ved Azincourt.

Cornwell er en sublim forfatter. Jeg har læst flere af hans historiske trilogier som eksempelvis Arthur-trilogien, hvor han som ældre tilbagetrukket kriger fortæller sin brogede historie til en ung prinsesse i et kloster. I øvrigt altid et smart trick, når du som forfatter søger at komme uden om at skulle være fuldstændig vidende om den måde, eksempelvis en gammel kriger ville tale på. Når hovedpersonen fortæller historien til en ung prinsesse, kan forfatteren undgå at skulle bruge vulgært sprog og en særlig jargon i hver eneste sætning. Han taler jo til en prinsesse.

Ofte tager Conwell fat i et historisk interessant emne, og så fletter han sin roman ind i den tid og med begivenheden som baggrund. Men aldrig har den historiske begivenhed været så central som i ”Azincourt”. Cornwell løser dog også denne opgave til perfektion og drysser den ikke med ligegyldigheder og irriterende irrelevante sidehistorier, som vi så ofte ser i historiske romaner. Cornwell gør historien om Azincourt meget veldokumenteret, levende og vedkommende.

En meget stor fornøjelse.

Bernard Cornwell: ”Azincourt”, Lindhardt & Ringhof forlag, 431 sider, 2009