// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Krabbe: Den glemte triumf
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Historie, Roman, Sport

Hans Krabbe: Den glemte triumf

Skrevet af den 22. oktober 2018 – 07:18Ingen kommentarer

Da Danmark vandt fodbold-VM … Hmmmm! Nogle vil nikke anerkendende. Andre vil tænke, at de ikke lige kan huske det. Kendere vil tænke, at det aldrig er sket. Men de rigtige fans vil vide, hvad det handler om: I 1971 slog de danske kvinder nemlig Mexico med 3-0 på Estadio Azteca i Mexico City og kunne løfte VM-pokalen.

Men hvad skete der? Hvorfor er den triumf for dansk fodbold nærmest kastet allerbagerst ned i glemmebogen? Og hvordan kan det være, at vi for alvor opfatter de danske kvinders nederlag i EM-finalen mod Holland i 2017 som det store gennembrud for dansk kvindefodbold, når nu vi har en VM-titel i bæltet?

Hans Krabbe, der tidligere har været fodboldkommentator for Danmarks Radio, og som nu er chefredaktør på Midtjyllands Avis, har kastet sig over dette emne i bogen ”Den glemte triumf.” Og det er en stor oplevelse.

Eftersom kvindefodbold i 1971 ikke alle steder var samlet under de regionale unioner – eksempelvis ville Dansk Boldspil Union ikke havde noget med kvindefodbold at gøre – så er der tale om ’det uofficielle VM’, hvilket dog ikke ændrer på det faktum, at Danmark var oppe mod og besejrede verdens bedste nationer. Men den endelige sejr var nok mere noget, der begyndte som et projekt, end det var resultatet af et formaliseret mål.

Den danske fodboldspiller Nadia Nadim blev ’Årets Dansker’ i 2017. Pernille Harder blev for nyligt kåret til den bedste fodboldspiller i Champions League-sæsonen fra sidste år. Det var ikke den slags anerkendelse, de danske fodboldkvinder var vant til i 1971. Dengang var der ikke mange rosende ord til overs for de kvinder, der brugte tid på at spille fodbold. Eksempel sagde den daværende herrelandstræner, Rudi Strittich:

”Deres forsøg på at spille fodbold er al ære og respekt værd. Men de lærer det aldrig. Fodbold er ikke for piger. De er slet ikke skabt til det. De kan ikke skabe drama.”

Lad nu den sidste sætning ligge, for i 2018 giver den kun anledning til morsomheder. Men den manglende respekt og viden, der ligger i hele det udsagn er mindre sigende om Strittich selv og mere et udtryk for tiden. Vi er heldigvis kommet langt, selvom der stadig er et stykke vej at rejse. Så sent som i 2017 blev det obligatorisk for alle engelske klubber i den bedste række også at have et prioriteret kvindehold. Der er vi ikke endnu i Danmark, og det er også muligt, vi skal finde en anden model, da økonomien i sådan en liga bare er vanskeligere at få til at køre rundt, når tilskuerne til stadighed udebliver.

Man kunne fristes til at tro, at når fodbold bliver mere og mere populært, så kommer kvindefodbold med på rejsen. Det er også delvist sandt. Men kigger jeg på mig selv, så er der udfordringer. Jo, jeg har faktisk været inde og se en kvindelandskamp, og jeg var også én blandt de omkring halvanden millioner mennesker, der ivrigt fulgte med, da Danmark tabte EM-finalen sidste år. Men der er så meget fodbold på tv, og de breder det mere og mere ud, så du næsten altid kan finde en kamp at se. Og siden mændenes niveau stadig er så meget højere, så vælger jeg selv en herrekamp. Men hold ud, kvinder. Det skete for håndbolden med Anja Andersen og hendes holdkammerater i 90’erne. Det kan også sagtens ske for fodbolden.

Hans Krabbe serverer hele denne historie i sin meget velskrevne bog, og han gør det gennem et møde med de nu ældre fodboldstjerner som eksempelvis Susanne Augustesen, der i en alder af 18 år scorede alle tre danske mål i finalesejren over Mexico. Den nu 62-årige Augustesen oplevede masser af triumf på fodboldbanerne – men ikke i Danmark. Til gengæld blev hun italiensk mester med Valdobbiadene i både 1976 og 1977, og hun blev topscorer i ligaen begge sæsoner.

Flere af de danske spillere oplevede lignende triumfer uden for Danmarks grænser, og Hans Krabbe møder dem med hjertet i hånden og al den respekt, de aldrig rigtigt nåede at opleve fra deres hjemland. Og så skriver han rasende godt og fængende.

Det her er en rigtig varm, lærerig, debatskabende og flot hyldestbog til de første – og måske eneste – danske fodboldverdensmestre nogensinde.

Hans Krabbe: ”Den glemte triumf”, Turbine forlag, 270 sider, illustreret, september 2018