// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kurt Rodahl Hoppe: BOGSTEDER
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Kurt Rodahl Hoppe: BOGSTEDER

Skrevet af den 5. november 2018 – 08:09Ingen kommentarer

Jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være. Verden bliver større, når jeg læser. Læsning er en pause fra min travle hverdag. Jeg har altid læst. Især skønlitteraturen har fyldt meget i mit liv. Og jeg formidler gerne min læseglæde videre til andre.

Var jeg blevet bedt om at skrive en tekst til Kurt Rodahl Hoppes smukke bog BOGSTEDER, ville jeg begynde min historie om min læseglæde ved at skrive noget a la indledningen til denne anmeldelse.

I Hoppes bog er det Anne Elisabeth Toft (lektor, arkitekt og kurator), Sonny Ankjær Sahl (cand.mah i filosofi, akademisk medarbejder på Det Kongelige Bibliotek og tidligere antikvar) og Knud Romer (forfatter, debattør, uddannet i litteraturvidenskab og tidligere reklamemand, der er kommet til orde. Deres tre tekster indleder bogen. Især Romers tekst er fin og poetisk. Han fortæller om barndommens møde med de store forfattere og deres historier i bøgerne i den fortryllende bogreol hos mormor. “Hun havde givet mig en drøm, som jeg ikke kunne vågne op fra, og jeg skulle sove i 100 år. Lyset slog ind fra eventyrland, og jeg lå og læste med hovedet i hånden, mens tjørnehækken voksede op om den evige eftermiddag.”

BOGSTEDER er en fotobog med billeder som giver indblik i bibliotekers, antikvarboghandleres og kendte menneskers bogsamlinger. Forsiden er ultra enkel og afslører på ingen måde alle de perler som bogen byder på. Bogen er bundet ind i et meget kraftigt materiale, der giver et ret eksklusivt look, der står godt til bogens indhold. Kurt Rodahl Hoppe er fotograf og det er ham, der har taget bogens 55 fotografier. Hoppe ønsker at “…indfange den helt særlige stemning, der kan opleves på steder, hvor bøger på ejendommelig vis har samlet sig selv. Når bøger er mange nok, opstår der en magisk og underfuld poesi, som drager”, som det så smukt er formuleret på bogens bagside.

Bogen byder blandt andet på billeder af bogsamlinger på Designmuseum Danmark, Danmarks Kunstbibliotek, Paludan Bogcafé, Trianglen Antikvariat og på bogreoler hos forfattere som Knud Romer, Klaus Lynggaard, Jens Christian Grøndahl og en række andre mennesker jeg med skam på indrømme at jeg ikke kender til. Det er nogle imponerende bogsamlinger, der er oftest mange bøger, og det er oftest i smukke rammer i den gamle stil med mørke møbler, kunst og stuk. Jeg kunne måske godt savne et par fotos fra lidt yngre hjem eller mere moderne hjem om man vil.

Læg den på sodabordet som et enkelt dekorativt indslag. Kig bogen igennem og glæd dig over, hvor fine gamle biblioteker der findes eller over hvor skønt, der er nogen der bor omgivet af bøger. Eller brug den som mig, når du skal inspireres til dit næste photoshoot.

Oplaget er på 700 eksemplarer. Bogen er en smuk gaveidé til det læsende menneske, der sætter pris på stemninger og æstetik.

Kurt Rodahl Hoppe, BOGSTEDER, November 2017, 130 sider, Forlag Wunderbuch, Tilrettelagt af Klaus Gjørup og Per Andersen