// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Gertrude Kiel: Hvad himlen kan fortælle os – Videnskabshistorier for børn
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Gertrude Kiel: Hvad himlen kan fortælle os – Videnskabshistorier for børn

Skrevet af den 19. oktober 2018 – 07:58Ingen kommentarer

Går du og savner en bog til dine børn, som ud over at være en god historie også skal være lærerig, er dette uden tvivl den bedste af slagsen, jeg nogensinde har læst. Da jeg først begyndte at læse den højt for min søn, tænkte jeg, at det sikkert var for svær en bog for et barn at læse. Der tog jeg grueligt fejl. Historien er morsom, flydende, utrolig lærerig og derudover flot illustreret af Gunvor Rasmussen.

8-årige William skal passes en hel uge af sin tante Gunvor, som overhovedet ikke bryder sig om børn. Han er sikker på, at det bliver den værste uge i hele hans liv, da tante Gunvor nærmest ikke ænser ham. Efter en lang og ensom dag uden meget kontakt til sin tante, taler hun alligevel til ham og opdager til sin store forargelse, at han ikke ved særlig meget om videnskab. Det kan hun simpelthen ikke forstå, så modvilligt begynder hun at forklare William om solsystemet, tyngdekraften, videnskabsfolk og meget, meget mere.

William stiller det ene spørgsmål efter det andet, og efterhånden som tante Gunvor kommer med sine svar, åbner en helt ny verden sig op for ham. Tante Gunvor er ikke verdens mest pædagogiske, og flere af hendes forargede kommentarer til Williams spørgsmål er ret sjove.

Jeg læste bogen højt for min søn på 9 år hver aften, inden han skulle sove. Det tog lidt længere tid at læse de 252 sider end ellers, da jeg gav mig god tid til at tale om alle de ting, tante Gunvor fortalte William. Ikke nok med at han lærte en masse nyt på en sjov måde, var det også en interessant bog for mig som voksen.

Gennem hele bogen er der små afsnit med indskudte sætninger fra en videnskabsmus, for at pejle læseren ind på, hvad man nu skal lære. Til sidst er der en liste med svære ord og tilhørende forklaringer, for det er jo ret sjovt at øve sig på nogle ord, som ens klassekammerater ikke kender.

Hvad himlen kan fortælle os er en børneroman for de 7-12 årige. Den kan godt læses alene af den gode læser, men er en virkelig god højtlæsningsbog.

Gertrude Kiel: Hvad himlen kan fortælle os, Character puplishing, 252 sider, august 2018