// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lotta Elstad: Jeg nægter at tænke
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Lotta Elstad: Jeg nægter at tænke

Skrevet af den 16. oktober 2018 – 07:19Ingen kommentarer

Tre dage. I TRE HELE DAGE skal 34-årige Hedda ufrivilligt tænke over sin beslutning om at få en abort. Alt sammen på grund af en ny lov. En lov der beskytter de ufødte børn. Kort proces, der tillader abort med det samme, blev forhandlet væk sidste år. Som om det ikke var hårdt nok at møde op på Markveien lægecenter en gang! Nu skal hun gøre det igen. Og fordi hun var der en fredag, og det kun er arbejdsdage, der tæller, skal hun vente helt til torsdag ugen efter. Hun nægter simpelthen at tænke over det. Nægter at tænke på det, der kunne have været sammen med Johan, der sidste måned proklamerede, at han ikke vil have hende længere.

”NU må det være sidste gang, vi gør det her.” Og han havde naturligvis ret. Det måtte være sidste gang, jeg hørte de ord. Så jeg skred. Ud i gangen, på med stilletterne, og jeg holdt masken og tænkte: Kærligheden er en voldshandling.

Inden dagen er omme køber Hedda en rejse sydpå, for at ’stirre ind i evigheden, ud over havet, og blive mindet om, at alt går over, at alle følelser, også disse, vil gå over igen.’

Men det går ikke, som Hedda forventer, og da hun på den lange rejse hjem til Norge ender i Berlin, kommer hun ved en fejl til at klikke på et hjerte ud for Milo på Facebook. Milo som bor i et mobile home og kun arbejder, når han har brug for penge, kontakter hende med det samme. Han SMS’er hende konstant og skriver udelukkende beskeder i Caps Lock. Da han nærmest stalker hende hjem til Norge, bliver hun ret irriteret men ender alligevel i seng med ham. Alt er bedre end at være alene og tænke på Johan.

Jeg nægter at tænke er en underholdende, meget skarp og velskrevet bog. Flere gange trak jeg på smilebåndet og krummede tæer over Heddas uheldige valg. Derudover var der noget skrøbeligt og fint i historien om at blive vraget af den, du er vild med og skulle træffe en kæmpe beslutning alene. Det kan ikke være let, og jeg følte stor sympati for Hedda.

Forlaget Hoff & Poulsen har virkelig kræset for denne bog, og fået den indbundet på en cool og anderledes måde. En ret lækker detalje.

Lotta Elstad: Jeg nægter at tænke, Forlaget Hoff & Poulsen, 240 sider, september 2018