// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Finderup: Lasse-Leif samler på det hele og Lasse-Leif – byens bedste strømer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Mette Finderup: Lasse-Leif samler på det hele og Lasse-Leif – byens bedste strømer

Skrevet af den 14. oktober 2018 – 07:01Ingen kommentarer

Serien om Lasse-Leif er en række bøger om et helt almindeligt børneliv og de ting, der optager mindre børn – stort som småt. Der er bøger om at smide sutten, tale babysprog, legekammerater og andre ting, der kan skabe store følelser i små mennesker.

Det er første gang, vi stifter bekendtskab med Lasse-Leif og bøgerne passer lige til min 4 1/2 årige testlæser, både hvad angår selve fortællingerne, men også længden, illustrationerne og sproget. Der blev stillet masser af spørgsmål undervejs og koncentrationen kan nemt holdes historien ud. Det er helt tydeligt at bøgerne er af nyere datoer, for der er masser af aktuelle tidsmarkører, som fx det at samle på dyrekort. Det kan børnene relatere til i modsætning til, når vi tager fat på nogle af de lidt ældre børnebogsklassikere.

Vi har testlæst to af bøgerne i serien, Lasse-Leif samler på det hele og Lasse-Leif – byens bedste strømer.

Den første handler om alle de mange ting, børn elsker at samle på og som fylder på børneværelset. Og hos Lasse-Leif er det ingen undtagelse. Han samler på sten og frimærker og kapsler og klistermærker og alt muligt andet, som driver hans mor til vanvid. For det roder! Og så samler han på dyrekort. Og både mor, far og mormor tager mærker med hjem til Lasse-Leif, når de har været ude at handle, men selvom han får rigtig mange mærker, mangler han ét bestemt et. Og det har en af hans klassekammerater og Lasse-Leif kommer til at hugge det, fordi han så gerne vil have det. Men det må man jo ikke.

I Lasse-Leif – byens bedste strømer handler det om, hvad man vil være, når man bliver stor. Og Lasse-Leif han vil gerne være politimand. Han øver sig og kommer måske til at tage det lidt for vidt, da han også leger politimand i børnehaven og vil blande sig i de andre leg. Det gider de andre børn ikke og de bliver sure på Lasse-Leif og så bliver han ked af det. Men man kan jo ikke rende og lege politimand overfor sine legekammerater.

Der er masser af læring i Lasse-Leif bøgerne og de egner sig godt som samtalebøger, du kan bruge, hvis der skal tages hul på nogle emner med dit barn, som kan være svære.

Som ekstra bonus er det også nogle bøger, som lidt større børn kan læse selv, og det skabte stor glæde, og ikke mindst stor interesse, at større fætre og kusiner kunne læse den højt for de mindre. Min 2 årige er også meget interesseret i Lasse-Leif bøgerne og hiver dem ofte ned fra hylden og vil have dem læst højt eller bladrer selv i dem.

Bøgerne er illustreret af Annette Carlsen og det fungerer rigtig godt. Illustrationerne er tydelige, farverige, detaljerige og ikke for pattede.

Bogens kvalitet i øvrigt er lidt medium. Bogryggen vrides nemt af led, og det er en lidt tynd papirkvalitet som nemt krøller. Der er desuden intet forsatspapir og den første side er således klistret fast på bogens omslag. Absolut små detaljer som børn overhovedet ikke går op i, men som en voksen læser, der har rigtig mange børnebøger mellem hænderne, lægger mærke til.

Uanset får bøgerne om Lasse-Leif en fin anbefaling herfra. Børnene kan lide dem, og vi glæder os til at læse de andre i serien.

Mette Finderup, Lasse-Leif samler på det hele og Lasse-Leif – byens bedste strømer, forlaget Alvilda, 2017, 28 sider.