// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marlene Weybøll: Den perfekte fiaskospiral
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Chick lit, Roman

Marlene Weybøll: Den perfekte fiaskospiral

Skrevet af den 31. januar 2010 – 22:47Ingen kommentarer

Marlene Weybøll har gjordt det igen. Skrevet en bog om Singleton – singlekvinden med kaos i kærligheden. Singleton – der nær var blevet gift med en ung egyptisk mand i Cairo, og derfor ved en fejltagelse blev belæsset med gaver. Bogen hedder Den perfekte fiaskospiral og er formentlig en bog, der deler læserne i to: De der synes, at hendes fortællinger er pinlige og ligegyldige, og de der synes, at de er morsomme og kiksede på den fede måde. Jeg tilhører heldigvis den sidste gruppe. Så jeg blev fint underholdt på rejsen som blind passager gennem det københavnske natteliv sammen med Singleton.

Selvom bogen er skrevet i dagbogsform er det ikke hele hendes liv læseren introduceres til. Det er mænd, kærlighed og sex der er omdrejningspunktet. Dog med et par afstikkere til job, vin og tanker omkring hendes udseende. Singleton har humor, lav selvtillid, og fremstår til tider håbløs naiv. Men det er ikke kun mændene, der tager fusen på hende. Indimellem møder hun en fyr, som er så begejstret for hende, at hun leger med så længe, at det til sidst bliver ganske svært at få slået op. Hun vil jo nødig såre andre, som hun selv er blevet det.

Marlene Weybøll er uddannet bibliotekar, har været morgenvært på The Voice, og arbejder i dag som radiovært og skribent. Søren Høy og Marlene Weybøll er netop nu ved at udvikle manuskript til en film om Singleton baseret på den første roman. Forfatteren skriver vist nok stadig på sin blog, men nu kun for en lukket kreds med kendskab til bloggens password. Hendes debutbog Singleton udkom i januar 2009, og hvis du kunne lide den, vil du helt sikkert kunne hygge dig igennem Den perfekte fiaskospiral, som jeg personligt synes er en underholdende fortsættelse af Singletons liv.

Marlene Weybøll, Den perfekte fiaskospiral, Phabel, Januar 2010, 250 sider.