// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Voigt: Shut up, legs!
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Sport

Jens Voigt: Shut up, legs!

Skrevet af den 21. september 2018 – 06:18Ingen kommentarer

Jens Voigt var i ganske mange år en relativt anonym cykelrytter. Han var stabil men ikke sensationel. Og hans bedrifter i diverse løb blandede sig i den grå mængde af middelmådige resultater, der egentlig er lidt overraskende, når vi tænker på, at han er vokset op i den østtyske tradition, hvor power-doping hørte til en fast bestanddel af din morgenmad.

Fremfor alt stod han kraftigt i skyggen af sine østtyske kolleger, Erik Zabel, der var stor sprinterkonge, og Jan Ulrich, der af mange er blevet kaldt den bedste cykelrytter nogensinde. De faldt begge i dopingtests, men de var gennem en længere årrække meget markante skikkelser på den internationale cykelscene.

Jens Voigt blev for alvor populær, da han begyndte at køre for Bjarne Riis’ Team CSC, hvor han var fra 2004 til 2010. Hans fandenivoldskhed, udfordrende respekt for autoriteterne i feltet og hans evige mareridtsudflugter på de lange etaper i de helt store etapeløb som Giro d’Italia, Tours de France og Vuelta de España er uforglemmelige for mig – og sikkert for mange andre.

Og så er der hans humør. Han virkede altid som en holdets mand, der gav alt, hvad han havde i sig og for alvor nåede sine bedste resultater i sine senere år i feltet. Han kunne træde så hårdt og køre så stærkt på især de flade stykker, at ikke mange andre kunne følge med. Af samme årsag satte han i 2014 også timerekorden med 51 kilometer og 110 meter tilbagelagt på de 60 minutter. Den er senere blevet slået.

Hans bog med den vittige titel ”Shut up, legs!” er en herlig gennemgang af hans turbulente karriere med et ekstra fokus på hans familie, hustruen Stephanie og deres seks børn. I bogen beskriver han sig selv som værende ’lige over hunden’ i familiehierarkiet.

Titlen på bogen kommer fra et mantra, den aldrende tysker begyndte at udvikle i de lange etapeløb. Han kastede sig ud i endnu et monstrøst udbrud, og når han i sin vildskab passerede forbi de tiljublende fans slog han sig på de trætte ben og råbte: ”Shut up, legs!” for, at de ikke skulle brokke sig i smerte og forhåbentlig kunne bringe ham det sidste stykke frem. Det var med til at danne det skønne billede af ham som en type, vi faktisk savner lidt i feltet i dag. Den tre-dobbelte verdensmester Peter Sagan har lidt af det, men der er langt mellem de sjove indfald fra feltets øvrige ryttere.

”Shut up, legs!” er en skøn bog om et dejligt menneske og en rigtig god cykelrytter, der under danske vinger – og fra 2011 til 2014 på Leoprad Trek-holdet fra Luxembourg – endelig fik noget fortjent lys kastet på sig.

Hvis du interesserer dig for cykelsport, er du måske også interesseret i at læse vores artikel med links til gode bøger i forbindelse med Tour de France.

Jens Voigt: ”Shut up, legs!”, Turbine forlag, 244 sider, juni 2017

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.