// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Nørkjær Bang: Margit Brandt. Modeskaber
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi

Anne Nørkjær Bang: Margit Brandt. Modeskaber

Skrevet af den 27. september 2018 – 12:45Ingen kommentarer

Endelig kom den! Den første biografi om dansk modes ukronede dronning modeskaberen, pioneren og jetsetteren Margit Brandt.

Margit Brandt var en af danmarks mest banebrydende modeskabere. Hendes vovede, smukke kollektioner lagde den danske modescene fuldstændig ned i 1970’erne. Ikke alene var hun en hamrende dygtig skrædder, men hun havde også et unikt øje for tidsånden. Og så havde hun ægtemanden Erik Brandt, som åbnede døre og landede aftaler.

Biografien fortæller den imponerende historie om en stålsat, bragende talentfuld kvinde, som tilførte dansk mode internationalt schwung. Som festede med Andy Warhol, Mick Jagger, David Bowie og Jack Nicholson. En fremragende fortælling om en tid og et skred, som i modehistorisk sammenhæng var skelsættende. Og som Margit Brandt med hele sin personlighed, sit virke og sin livsstil ikoniserede.

Margit Brandt blev oplært i Paris hos modeskaberne Pierre Balmain og Louis Féraud. Hun startede som husmodel for den danske modeskaber Erik Mortensen. Men skræddertalentet var det, der brændte igennem. Da hun vendte tilbage til Danmark, skabte hun sit eget mode- og livsstilsbrand sammen med ægtemanden Erik Brandt. Et brand, der gjorde hende til en af de mest anerkendte modeskabere i verden på det tidspunkt. “The Brandts” var det hotteste hotte.

Dygtigt brugte Erik og Margit Brandt 1960’ernes nye frigjorthed, pornoens frigørelse og det voksende frisind i deres modeopvisninger og kampagner. En hidtil uhørt sofistikeret nøgenhed og moderigtig kropslighed så lyset i det danske modebillede.

Men det var ikke kun i 60’erne og 70’erne, at Margit Brandt så dygtigt fangede tidsånden. I 2006 fik hun den prestigefyldte pris Alt for Damernes Guldknap for den relancerede Margit Brandt kollektion. Her så man igen Margits fremragende talent for tilskæring og hendes unikke sans for detajler.

Bogen tegner et fint og nuanceret billede af et kontrastfyldt menneske: en reserveret ekshibitionist og en velopdragen balledemager. Et sammensat menneske, “som havde nogle ekstreme modpoler”, siger hendes yngste datter Julie Brandt. Den ældste datter Emilie tilføjer: “Hun var enormt god til at være ung. Hun var fantastisk og helt på toppen, fra hun var 17 til 50 år. Resten var ikke lige hende.” Margit Brandt sov stille ind som 66-årig i 2011.

Bogen er blevet til gennem interviews med familie, venner, forretningsforbindelser og modeeksperter og er fyldt med de skønneste billeder af mode, mennesker og Margit Brandts egne skitser. Et stykke modehistorie i verdensklasse.

Vidste du i øvrigt, at Margit Brandt blev Ridder af Dannebrog i 2007? At hun designede uniformer til de danske deltagere ved OL i Soul i 1988? At hun designede kollektioner for Marks & Spencer i 1970? Og at hendes egne kollektioner blev solgt hos Saks Fifth Avenue og Bloomingdale’s i New York i 1972?

Anne Nørkjær Bang: Margit Brandt: Modeskaber. Lindhart og Ringhof, 256 sider. Udkommer 27. september 2018.