// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofi Oksanen: Norma
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Sofi Oksanen: Norma

Skrevet af den 1. oktober 2018 – 07:45Ingen kommentarer

Hår har en helt særlig mytologisk betydning. Samsons styrke sad i håret, Medusas havde slangehår og blandt de nordiske guder havde Sif guldhår, der kunne vokse og gro. Og så er der Rapuntzels hår, der kunne nå fra tårnets top til jorden og trække et menneske op.

Normas hår er i den forbindelse nok mest som Rapuntzels – det gror og har sin egen vilje. Op til flere meter om dagen endda, og derfor må Norma klippe det hver eneste dag og i øvrigt binde en turban om håret, når hun går ud, så folk ikke bemærker at det vokser fra time til time.

Håret er ikke Normas eneste problem. Hendes mor har lige begået selvmord, og nu vil en mystisk mand have fat i Norma. Manden er en slags hår- & babygangster, der tjener penge på at tvinge kvinder til at være rugemødre og på at sælge ægte hår til extensions. Hans mafia-agtige virksomhed er drevet med hjælp fra familien, og det viser sig at den afdøde mor solgte Normas afklippede hår til ham – og nu vil han have at vide, hvor det kom fra. Lyder det lidt søgt? Det er det også.

Romanen Norma har to spor – det ene er Normas søgen efter familiens historie. Det viser sig, at hendes mormor også havde et vildtvoksende og egensindigt hår, og hun forsøger at finde ud af, hvad der skete med hende. Det andet spor er så gangstersporet, med disse mærkelige mænd (og deres kvinder) der tjener penge på at udnytte kvindersfertilitet og hår. Det sidste spor er virkelig langt ude, fyldt med klicheer og utroværdige personer, og gør ikke noget godt for romanen. Det er virkelig ærgerligt.

Jeg ville gerne have læst en roman om Norma og hendes vanskeligheder med sin hårpragt. Udover hårets voksetempo har Norma nemlig også andre magiske egenskaber. Hun kan lugte om et menneske er sygt, for eksempel, og hun kan generelt lugte i andres hår hvordan de trives, hvad de spiser og hvordan de ellers har det. Det kunne der være kommet noget virkelig interessant ud af, ikke mindst omkring hvordan det for Norma er at leve med denne viden. Hvornår skal hun blande sig i andres liv, fortælle dem at de er døende? Hvad gør det ved Norma, at hun får den indsigt i andres død og sygdom, bare ved at gå forbi dem på en parkeringsplads?

Den vinkel får vi kun sparsomt belyst. I stedet får vi altså denne søgte gangsterroman, der ganske vist forsøger at sætte mænds udnyttelse af kvinder på dagsordenen, men hvor vedkommenheden ryger undervejs.

Jeg har ellers været begejstret for finske Sofi Oksanen, og især de af hendes bøger, der foregår i Estland: Stalins køer (ikke anmeldt på bogblogger), Da duerne forsvandt og Renselse. Norma kan desværre ikke være med i det selskab.

Sofi Oksanen: Norma. 319, Rosinante. Oversat af Birgita Bonde Hansen, 2016.