// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Leine og Søren Mosdal: Trojka 1 – Skarabæens time
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Graphic novel

Kim Leine og Søren Mosdal: Trojka 1 – Skarabæens time

Skrevet af den 20. september 2018 – 07:53Ingen kommentarer

Det er en noget dystopisk verden, vi møder i denne fremtidsfortælling. Politiet er korrupt, og domstolene er en farce, så da den hårde og højt dekorerede politibetjent Throndr bliver sendt i fangekoloni efter at have dræbt sin elskerinde, virker det egentlig naturligt.

Herinde møder han blandt andet Perikles og Jehudas. Snart får en apokalyptisk hændelse vagterne til at flygte og efterlade fangerne med den arktiske kulde uden for fængselskolonien. Sammen danner Throndr, Perikles og Jehuda trojkaen for at opnå en vis orden. Til sammen udgør de tre henholdsvis krop, sind og ånd.

Det er værd at bemærke, at Jehudas – hvis navn i øvrigt ikke er langt fra Jehova – retorik i de åndelige situationer ikke virker helt ukendte. Han er profet for guddommen Den Store Skarabæ, hvilket er tilpas skævt, til at det er humoristisk, samtidig med at man godtager det. Og det kan jeg godt lide.

Tegnestilen komplimenterer stemningen i historien ret godt. Det er mørkt, bart og brutalt. Polarkulden lurer udenfor, og indenfor går mordere og tyve. Stregerne er hårde, og de indkapsler karaktererne og deres dystre følelser. Der er scener med vold og lidelse, og der er scener af seksuel karakter, så det er ikke en historie for alt for unge sjæle. Til gengæld er det en fængende historie, og som jeg tit oplever det med grafiske fortællinger af denne art, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at det er alt for hurtigt slut, og straks fantaserer jeg om næste bind af historien.

Skarabæens time er første bind i trilogien om Trojka. Tallet tre har en magisk status i historien, så jeg er kun glad for, at dette også er ført videre til de ydre rammer af trilogi.

Både Kim Leine og Søren Mosdal har flere værker bag sig, og begge har de tidligere beskæftiget sig med det arktiske. Leine har også modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for sin bog Profeterne fra Evighedsfjorden, der netop forgår i det polare område. Og de har begge ligeledes i disse bøger religiøse elementer med. Det er altså næsten naturligt og oplagt med et samarbejde mellem de to.

Kim Leine og Søren Mosdal: Trojka 1 – Skarabæens time, 2018, Forlaget Fahrenheit, 136 sider.