// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisbeth M. Imer: Rigets runer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Lisbeth M. Imer: Rigets runer

Skrevet af den 13. september 2018 – 07:14Ingen kommentarer

Runer er uendelig fascinerende. Vikingernes helt eget urnordiske, myteomspundne skriftsprog, udviklet specielt til at kunne blive mejslet i sten og fortælle om forfædrenes bedrifter. Troede jeg altså. Indtil jeg læste Rigets runer, og fik en letforståelig og højt kvalificeret turboindføring i runernes historie, der har gjort mig en del klogere.

Det var nemlig ikke vikingerne, der opfandt runealfabetet. Den ældste runeindskrift er fundet på en kam fra midten af 100-tallet, hvilket gør runeskrift mere end 600 år ældre end vikingerne. Runeskriften uddøde heller ikke med kristendommen og de latinske bogstavers komme, tværtimod, runer blev brugt langt op i middelalderen og oftest (men ikke altid) i hverdagstekster, der var affattet på dansk og ikke latin.

Runer var heller ikke forbeholdt runesten, men myteomspundne – det er de godt nok, også i vores dage. I Rigets runer får vi hele historien og lidt til om udviklingen af runealfabetet, hvordan det udviklede sig over århundrederne, hvordan de blev brugt og hvordan synet på dem har udviklet sig i eftertiden.

Det er, som altid med bøgerne fra serien 100 danmarkshistorier, fremragende formidlet af forfatteren, der denne gang er runolog (det er en titel!) Lisbeth M. Imer. Det er imponerende, så meget viden, man kan få plads til på kun 100 sider, og man kan mærke at forfatteren både har et stort overblik over sit stof og en medrivende glæde ved at fortælle om det.

Rigets runer vil selvfølgelig fascinere læsere med interesse for danmarkshistorie og litteraturhistorie, men også andre vil finde bogen spændende og lærerig. Runer bruges eksempelvis ofte i fantasy og rollespil, ligesom runerne også har sneget sig ind i fodboldherrelandsholdets spilledragt – for slet ikke at tale om alle, der har eller overvejer en tatovering med runer.

Rigets runer er trettende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Vi har anmeldt de tolv første bind: Gudhjemtid, Grundloven, Fri Porno, Industri på udstilling, Den islandske revolution, Danmark i krig, Det første fængsel, Struensee, Beatlemania, Indvandring i velfærdsstaten, Danmark i FN og Saxo. Vi har også lavet en samlet anmeldelse af de første ti bøger.

Lisbeth M. Imer: Rigets runer. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. 13. september 2018