// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bob Woodward: Deep Throat – Den hemmelige FBI-mand, der fældede Nixon
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk, Politik & debat, Samfund

Bob Woodward: Deep Throat – Den hemmelige FBI-mand, der fældede Nixon

Skrevet af den 11. september 2018 – 05:29Ingen kommentarer

Når diverse politiske interessenter, journalister og en større del af den almindelige befolkning gennem 30 år har forsøgt at gætte på, hvem der var manden bag afsløringerne, der i 1974 bragte den amerikanske præsident Nixon til fald, så var det en stor forløsning, da vi i 2005 fik navnet at vide. Forud var gået et hav af spekulationer – også mange med reelle menneskelige konsekvenser samt flere påståede anklager og påtagen af skyld.

Bob Woodward var manden, der havde kontakten til Deep Throat. Navnet er taget fra gangene på Washington Post, hvor journalister og redaktører lavede sjov med navnet til den hemmelige kilde, og navnet fik de fra en kendt amerikansk pornofilm. Sammen med sin journalistkollega Carl Bernstein var Woodward manden, der afslørede, at Nixon stod bag Watergate-skandalen – indbruddet i hovedkvarteret for Demokraternes nationalkomité, der lå i et bygningskompleks med navnet Watergate i Washington D.C.

Bob Woodward har skrevet en lang række bøger, men Pullitzer-prisen vandt han for ”Alle Præsidentens Mænd”, som han sammen med Bernstein udgav i 1974. I 2005 kom så bogen ”Deep Throat” – eller ”The Secret Man”, som den også hed, der afslørede navnet på den hemmelige kilde, der gennem hele optrævlingen af sagen var Woodwards meddeler.

Bogen er fabelagtig. For mens Woodward altid har bevæget sig på venstresiden af det politiske spektrum, så har han vedvarende grebet sine bøger journalistisk an, hvilket er garant for en anderledes og mere imødekommende saglighed. Du kan med sådan en stil stadig have masser af meninger og holdninger, og du kan også skrive dem. Woodward har dog ofte holdt sig fra selv at være den, der stod på mål for meningerne. Han citerer gerne andre med disse holdninger, og derved vedholder han sin plads som den betragtende. Det er et fint lille trick, men det virker – især fordi han skriver så godt.

Jeg kendte selv – gennem min naturlige store interesse for netop denne tid i amerikanske politik – en del til emnet i forvejen, og derfor var der ikke helt lige så mange overraskelser, som jeg havde håbet på. Dog vil jeg sige, at den sidste tredjedel af bogen er helt fantastisk – især for mig. Kildens mentale tilstand og generelle helbred spillede en meget stor rolle i forhold til, hvornår vi reelt lærte hans identitet at kende. Og det bringer en – uden at det på nogen måde bliver rørstrømsk – let menneskelighed ind i dette værk af ellers ren fakta.

Er du på nogen som helst måde interesseret i disse helt igennem fantastiske begivenheder i 70’ernes USA, så er bogen klart at anbefale. Ja, du får at vide, hvem ”Deep Throat” var, men du får så meget mere. Og jeg vil vove den påstand, at jeg var grebet af bogen til absolut sidste side.

”Deep Throat” – Den hemmelige FBI-mand, der fældede Nixon, Bob Woodward, Borgen forlag, 285 sider