// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lee Child: Falske værdier
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

Lee Child: Falske værdier

Skrevet af den 5. september 2018 – 07:52Ingen kommentarer

Jack Reacher står af bussen ved den lille by Margrave i Georgia. Han vandrer ad landevejen, indtil han finder en diner, hvor han bestiller morgenmad. Inden han har spist færdig, er han anholdt for mord.

Reacher ved, at han ikke har myrdet nogen (i hvert fald ikke i Margrave). Men der er et øjenvidne, der mener at have set ham på gerningsstedet på mordtidspunktet. Han får overbevist kriminalinspektør Finley og den kvindelige kriminalbetjent Roscoe om, at han ikke har noget med mordet at gøre. Hans alibi er solidt.

Han er klar til at forlade byen, da han imidlertid finder ud af, at sagen alligevel angår ham personligt. Han begynder at grave i den, men det er farligt i en by som Margrave. Byen er den reneste, han nogensinde har set. Den bliver vedligeholdt, pudset og poleret af Kliner Fonden drevet af den stenrige Kliner-familie. Alle byens handelsdrivende får desuden penge fra Fonden, så de kan holde deres forretninger kørende, til trods for at der ikke er nogen kunder. Men hvor har Kliner-familien deres penge fra? Da Reacher, Finley og Roscoe begynder at komme for tæt på svaret, finder de ud af, at Kliner er villig til at gøre hvad som helst for at beskytte sin forretning. Snart begynder folk at dø som fluer, og Reacher er næste mål.

Falske værdier er Lee Childs debutroman og den første bog i serien om den frygtløse actionhelt Jack Reacher. Jentas har udgivet senere bøger i serien, men er nu startet fra begyndelsen, hvilket jeg er rigtig glad for. Her får vi bl.a. et bedre indblik i, hvorfor Reacher rejser rundt på landevejene på kryds og tværs af USA.

”Jeg fortalte ham om at forlade hæren […] Museer, musik, billige hoteller, barer, busser og tog. Ensomhed. Om at rejse gennem mit fædreland som en nærig turist. Om at se de fleste ting for første gang. At opleve historien, som jeg havde lært om i støvede klasselokaler på den anden side af jorden. At se de store ting, der havde skabt nationen. Slagmarker, fabrikker, erklæringer, revolutioner. At lede efter de små ting. Fødesteder, klubber, veje, legender. De store ting og de små ting, som skulle udgøre mit fædreland. Jeg havde fundet nogle af dem.”

Allerede i denne første bog i serien finder man ud af, at Reacher er en hårdtslående fyr uden de store skrupler. Han lever efter devisen ”Slå først, spørg bagefter” (hvis ellers vedkommende stadig er i live). Som Ken Follett har udtalt: ”Reacher er vore dages James Bond; en helt vi ikke kan få nok af”. Jeg er helt enig. Der er noget gennemgående sympatisk ved ham. Plottet er altid velgennemtænkt og troværdigt. Derudover er bøgerne skrevet i et tempo og en stil, som gør, at siderne nærmest vender sig selv. Det er simpelthen umuligt at stoppe, før man når til sidste side. Og så venter man utålmodigt på næste bog i serien.

Læs også vores anmeldelser af de andre bøger i serien: Den rette mand, Ingen vej tilbage, Rent personligt, Hårdt prøvet. Alle bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Lee Child, Falske værdier, Forlaget Jentas, 447 sider, juni 2018