// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Robert Hansen: Velkommen på forsiden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Robert Hansen: Velkommen på forsiden

Skrevet af den 27. januar 2010 – 10:49Ingen kommentarer

Har en mand på 30 år oplevet nok til at kunne skrive en indholdsrig og læseværdig selvbiografi? I tilfældet Robert Hansen er svaret ja. Historien om Robert Hansens liv er til sammenligning langt mere interessant end Hans Jørgen Bonnichsens fortælling om sit dobbelt så lange liv.

Fortællingen om Hvidovre-drengen, der blev landskendt i fjerde potens med den første ”Anja og Viktor”-film, kan med få ord beskrives som optur, nedtur, optur, nedtur, optur, nedtur og optur igen.

Med rødder i en socialklasse fem-familie lykkes det Robert Hansen at få skabt sig en skuespiller-karriere, der starter, da han som en lille ustyrlig dreng bliver spottet af filmmanden Regner Grasten og får en rolle i filmen ”Vildbassen”. Herefter går det slag i slag med biroller indtil den overrumplende succes med den første ”Anja og Viktor”-film, der med ét slag katapulterer den kun 19-årige Robert frem i offentlighedens rampelys. Fester, piger, bajer og coke bliver hurtigt en del af hverdagen, der følger med den nyvundne stjerne-status.

Men lige så hurtigt det er gået op, lige så hurtigt går det ned af igen, da Robert Hansen første gang havner på forsiden af formiddagsaviserne, fordi han har sniffet coke. Grasten tror dog så meget på sit talent – og føler nok også et vist ansvar, da det er ham, der har gjort Robert Hansen til stjerne i en meget ung alder – at han giver ham endnu en chance i en ny ”Anja og Viktor”-film. Ny optur, efterfulgt af en ny nedtur, da han endnu en gang kommer på forsiderne som kokain-sniffer. Og sådan går det op og ned, mens coke suppleres af spirituskørsel og besøg på afvænningshjemmet Majorgården og filmsuccesserne suppleres af celebrity-kæresterier med skuespillerkollegaen Mira Wanting. Historien slutter, foreløbig, med en optur i form af hans sejr i ”Vild med dans”.

”Velkommen på forsiden” er en hudløs ærlig fortælling om bagsiden af medaljen for hele Danmarks ”Robert”. Han forsøger ikke at nedtone sine dumheder eller efterrationalisere i så høj grad, som man ser det hos andre. Han reflekterer på en facon, som giver fortællingen stor personlighed.

Korrekturlæseren har tydeligvis været syg den dag det endelige manuskript skulle læses igennem. Der vil altid være småfejl, men her er der for mange. Sjusk, det er hvad det er.

Forlagene har i disse år for alvor kørt biografi-kanonerne i stilling. Og ikke alle har lige gode og spændende livshistorier at fortælle. Men det har Robert Hansen.

Robert Hansen: Velkommen på forsiden. Forlaget Turbulenz. 2009.