// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jakob Kristian Sørensen: Det er et magisk øjeblik lige nu
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sport

Jakob Kristian Sørensen: Det er et magisk øjeblik lige nu

Skrevet af den 13. august 2018 – 07:27Ingen kommentarer

Der må være salg i bøger med filmmanden, digteren og ikke mindst cykelsportselskeren Jørgen Leth. Denne bog kommer i hvert fald kun godt et år efter en anden bog, der går tæt på Jørgen Leth og Gyldendal udgiver stort set hvert år bøger med eller af Jørgen Leth, ligesom Leths svar i et radioprogram også er udkommet på skrift.

Ligesom bogen fra 2017, så er det her en bog, hvor forfatteren taler og ikke mindst lytter til Jørgen Leth. Det er naturligvis altid dejligt at lytte til Jørgen Leth. I denne bog handler det stort set kun om cykelløb – og lidt om voodoo på Haiti – og vi får kun ganske få af de historier, som vi har hørt mange gange før i tv, i Leths egne bøger og i andres bøger. Så det er ekstra fantastisk. Leth kan fortolke og analysere cykelsport som ingen anden. Og der kommer en del nye ting på bordet om både fortiden og nutidens ryttere.

Der er dog tale om mere end blot end en ordinær bog med bogstaver, der danner ord, der handler om cykelsport. Her er faktisk tale om en “tekstbog” og en “billedbog” i et 50/50-miks. Jakob Kristian Sørensen er nemlig ikke bare forfatter men også fotograf. Han har gennem flere år taget billeder til det internationale cykelsportstidskrift Rouleur fra cykelløb. Flere af de billeder samt screendumps fra Jørgen Leths cykelsportsfilm samt billeder af Jørgen Leth på Haiti og på arbejde som kommentator for TV2 udgør cirka halvdelen af bogen. Det giver en god stemning og løfter nydelsen op på et højere plan. Det begrænser dog omfanget af Jørgen Leths ord om cykelsport og gør bogen hurtigere at læse end man kunne forvente af en bog på 272 sider. Men det adskiller den fra flere af de andre “Talt med og lyttet til Jørgen Leth”-bøger. Et forfriskende pust.

Den røde tråd i fortællingen er forfatterens besøg hos Jørgen Leth på Haiti, hvor han bor, når han ikke kommenterer europæiske cykelløb. Det er bestemt ikke originalt at tage til Haiti for at tale med Jørgen Leth. Det har de fleste Jørgen Leth-forfattere gjort. Og beskrivelserne af Haiti og Jørgen Leths dagligdag er bestemt ikke unikke. Men her gør billederne denne bogs Haiti-indslag forskellen. Vi får sat billeder på det, som andre forfattere ofte kun har beskrevet. For os, der har stor interesse for cykelsport og absolut ingen interesse for voodoo, så virker det dog som spild af papir og plads at bruge mere end 30 sider på billeder af en voodoo-ceremoni på Haiti. Udgiv en bog om Jørgen Leth og voodoo i stedet.

Når det er sagt, så placerer “Det er et magisk øjeblik lige nu” sig i førerfeltet blandt de mange Jørgen Leth-bøger. Vi er naturligvis ikke oppe i nærheden af Leths egen “Den gule trøje i de høje bjerge”, der må betegnes som Jørgen Leth-litteraturens svar på Eddy Merckx (Cykelsportskendere behøver ingen nærmere forklaring, red.). I hvert fald inden for feltet “Leth og cykelsporten”. Inden for “Jørgen Leth-biografilitteratur” er det naturligvis første bind (den med kokkens datter. Jørgen Leth-kendere ved hvad jeg hentyder til, red.) af Leths selvbiografi “Det uperfekte menneske”, der er genrens svar på Anquetil. (En bog, der udkom før bogblogger.dk’s fødsel og derfor aldrig er anmeldt, red.) Og når det kommer til digte og det ultimative Jørgen Leth-værk (på skrift), så er det naturligvis det mytiske “Sportsdigte” fra 1967, der er Fausto Coppi – mestrenes mester. Digtsamlingen er stort set umulig at opdrive, men digtene er gengivet i “Samlede digte” fra 2002.

Så det her er naturligvis en bog, der skal læses og stilles op på hylden ved siden af de andre Leth-bøger. Undertegnede har nu ni – primært Jørgen Leths egne værker. Bøger af Jørgen Leth (bortset fra nogle enkelte) er nemlig langt bedre end andres bøger om Leth. Men denne her er en af de bedre fra andres hånd. Ikke mindst på grund af billederne – og fordi Leth får så meget taletid som han gør.

Jakob Kristian Sørensen: Det er et magisk øjeblik lige nu – Jørgen Leths liv med cykelsporten. Gyldendal, 2018. 272 sider.